Mamlukkerne

Mamlukkerne

Dynastiets navn skyldes den arabiske betegnelse for en slave, mamluk. Den regerende klasse udgjordes af slavesoldater, der oprindelig var blevet taget til fange blandt tyrkfolkene på de sydlige russiske stepper eller blandt kristne i det nordlige Kaukasus. Mamlukdynastiet opstod, da dele af ayyubidernes slavetropper i 1250 gjorde oprør og selv overtog de ayyubidiske besiddelser langs Middelhavet. Mamlukkernes magt byggede efterfølgende på en stadig strøm af slaver, der efter omvendelse til islam, skoling i arabisk og oplæring i krigsførelse forsynede den militære kaste med nye ledere. Deres efterkommere og andre frie kunne derimod ikke nå til samfundets højeste poster. I modsætning til andre islamiske dynastier var tronfølgen mellem sultanerne kun sjældent styret af familiemæssige bånd, men derimod af statskup ofte foretaget af den tidligere sultans hærførere.

Mamlukkerne vandt ry i hele den islamiske verden som forsvarere af den rette tro, fordi de gentagne gange standsede de ellers tilsyneladende uovervindelige mongolers fremmarch. Også de frankiske korsfarerborge og de kristne småriger i den østlige del af Middelhavsområdet måtte til sidst bukke under for mamlukkerne, der var berømte for deres færdigheder i brug af lanse, sværd og bue. Således kom det mamlukkiske rige snart til at strække sig helt fra det sydøstlige Anatolien til Sudan og Libyen, med center i sultanernes Cairo. Også de hellige byer i Arabien var under mamlukkernes herredømme. På trods af en del interne magtopgør oplevede Syrien og Egypten under mamlukkerne en periode med økonomisk fremgang. Dette skyldtes især rigets strategiske beliggenhed som centrum for handelsforbindelserne mellem Indien, det sydlige Europa, Kaukasus og det sydlige Rusland. Handelsforbindelsen til Indien blev imidlertid i løbet af det 15. århundrede overtaget af portugisiske skibe. Samtidig oplevedes et stigende militært pres fra osmannerne i nord. Mens mamlukkerne holdt fast ved deres traditionelle våben, afgjorde osmannernes brug af moderne artilleri og skydevåben til sidst udfaldet, og mamlukkerne blev løbet over ende i 1517.

Mange sultaner og emirer var store bygherrer og mæcener, der bl.a. har efterladt sig storslåede, religiøse komplekser. Deres navnetræk i kursivskrift optræder på en ny monumental vis i islamisk kunst som dekoration, ikke kun på arkitekturen, men også på indlagte metalarbejder og emaljeret glas – teknikker der oplevede en opblomstring i denne periode. Et andet særkende er fremkomsten af heraldiske symboler. De ses på værker udført til ikke alene den lokale overklasse, men også til europæiske adelsfamilier, idet de mamlukkiske kunsthåndværkeres færdigheder var vidt efterspurgte.

UDFORSK

UDFORSK
Close-overlay
MAMLUKKERNE: EGYPTEN OG SYRIEN, 1250-1517

Mamlukkerne: Egypten og Syrien, 1250-1517

Sektion fra en miniature-Koran skrevet i rayhani, oprindeligt læderbind
13
Dobbeltblad fra en Koran udført med mange skrifttyper
13
Miniature fra en kopi af al-Jazaris Kitab fi marifat al-hiyal al-handasiyya. ”En vinskænkende automat”
13
Miniature fra et Furusiyya-manuskript. ”Mamluk der øver med en lanse”
13
Albarello af frittegods bemalet med blåt og sort under glasuren
13
Flaske af frittegods bemalet med blåt under en klar glasur
13
Bæger af auberginefarvet glas med indpresset hvid tråddekoration
13
Kumme af klart glas, dekoreret med emalje og forgyldning
13
Marmorpanel
13
Ottekantet panel af udskåret morbærfigentræ
13
Tre paneler af udskåret træ fra en dobbeltdør
13
Panel af udskåret elfenben
13
Cylindrisk æske af udskåret og gennembrudt elfenben, indlagt med en sort, begagtig substans
13
Astrolab-kvadrant af graveret messing
12
Lågdåse af graveret og sølvindlagt messing
13
Sværd af jern med knap af messing
12
Dørhåndtag af bronze med rester af sølvindlægning
13
Lampe af messing, gennembrudt, graveret og indlagt med sølv
13
Lågskål af støbt messing indlagt med sølv og guld
13
Knyttet tæppe af uld – såkaldt mamluk-tæppe
13