Dynastiets navn skyldes den arabiske betegnelse for en slave, mamluk. Den regerende klasse udgjordes af slavesoldater, der oprindelig var blevet taget til fange blandt tyrkfolkene på de sydlige russiske stepper eller blandt kristne i det nordlige Kaukasus. Mamlukdynastiet opstod, da dele af ayyubidernes slavetropper i 1250 gjorde oprør og selv overtog de ayyubidiske besiddelser langs Middelhavet. Mamlukkernes magt byggede efterfølgende på en stadig strøm af slaver, der efter omvendelse til islam, skoling i arabisk og oplæring i krigsførelse forsynede den militære kaste med nye ledere. Deres efterkommere og andre frie kunne derimod ikke nå til samfundets højeste poster. I modsætning til andre islamiske dynastier var tronfølgen mellem sultanerne kun sjældent styret af familiemæssige bånd, men derimod af statskup ofte foretaget af den tidligere sultans hærførere.

Mamlukkerne vandt ry i hele den islamiske verden som forsvarere af den rette tro, fordi de gentagne gange standsede de ellers tilsyneladende uovervindelige mongolers fremmarch. Også de frankiske korsfarerborge og de kristne småriger i den østlige del af Middelhavsområdet måtte til sidst bukke under for mamlukkerne, der var berømte for deres færdigheder i brug af lanse, sværd og bue. Således kom det mamlukkiske rige snart til at strække sig helt fra det sydøstlige Anatolien til Sudan og Libyen, med center i sultanernes Cairo. Også de hellige byer i Arabien var under mamlukkernes herredømme. På trods af en del interne magtopgør oplevede Syrien og Egypten under mamlukkerne en periode med økonomisk fremgang. Dette skyldtes især rigets strategiske beliggenhed som centrum for handelsforbindelserne mellem Indien, det sydlige Europa, Kaukasus og det sydlige Rusland. Handelsforbindelsen til Indien blev imidlertid i løbet af det 15. århundrede overtaget af portugisiske skibe. Samtidig oplevedes et stigende militært pres fra osmannerne i nord. Mens mamlukkerne holdt fast ved deres traditionelle våben, afgjorde osmannernes brug af moderne artilleri og skydevåben til sidst udfaldet, og mamlukkerne blev løbet over ende i 1517.

Mange sultaner og emirer var store bygherrer og mæcener, der bl.a. har efterladt sig storslåede, religiøse komplekser. Deres navnetræk i kursivskrift optræder på en ny monumental vis i islamisk kunst som dekoration, ikke kun på arkitekturen, men også på indlagte metalarbejder og emaljeret glas – teknikker der oplevede en opblomstring i denne periode. Et andet særkende er fremkomsten af heraldiske symboler. De ses på værker udført til ikke alene den lokale overklasse, men også til europæiske adelsfamilier, idet de mamlukkiske kunsthåndværkeres færdigheder var vidt efterspurgte.