Da rumseljukkernes rige brød sammen, udnyttedes dette af en lokal tyrkisk herskerfamilie i det nordvestlige Anatolien, hvis stamfader hed Osman. Begrundet i jihad (“hellig krig”) udvidede osmannerne deres besiddelser ind på det byzantinske område i Anatolien og indtog snart også store dele af Balkan. Kun den byzantinske hovedstad Konstantinopel holdt stand, indtil Mehmed Erobreren indtog byen i 1453 og gjorde en ende på Det Byzantinske Rige. Under navnet Istanbul blev byen hovedstad i Det Osmanniske Rige. Erobringerne fortsatte i begyndelsen af det 16. århundrede, hvor Irak snart blev indtaget, tillige med mamlukkernes Syrien og Egypten og de nordafrikanske Middelhavshavne. Osmannerne dominerede nu størsteparten af Middelhavet med deres flåde, og efter erobringen af Ungarn udgjorde de en alvorlig militær trussel mod resten af det kristne Centraleuropa. Den politiske og økonomiske kulmination faldt omtrent sammen med Soliman den Stores lange regeringsperiode (1520-1566). Det Osmanniske Rige var en af verdens stormagter og den stærkeste muslimske magt, der også regerede over de hellige byer i Arabien.

I løbet af det 17. århundrede begyndte riget imidlertid at miste sin position, og et sidste forsøg på ekspansion i Centraleuropa slog fejl i 1683, hvor osmannerne blev slået tilbage foran Wien og efterfølgende opgav Ungarn. Manglen på bytte fra nye, erobrede områder kombineret med svag statsstyring betød, at rigets finanser igennem det 17. og 18. århundrede svækkedes mere og mere. Om end Det Osmanniske Rige stadig forblev meget stort i udstrækning, så udviklede det sig i løbet af det 19. århundrede til “Europas syge mand”, der forgæves søgte at følge med de europæiske magters fornyelser inden for statsforvaltning, militær og handel.

Det Osmanniske Rige styredes igennem et centraliseret regeringssystem, hvor magten udgik fra sultanernes Istanbul. Størsteparten af statsapparatets ledende embedsmænd og de frygtede soldater, janitsharerne, var som børn blevet bortført fra de kristne områder, og efter omvendelsen til islam havde de gennemgået omhyggelig skoling.

I paladsområdet Topkapi var der oprettet et særligt designværksted, der frembragte mønstre til fliser, træværk, metalarbejder og tekstiler, udført i forbindelse med hoffets mange bygge- og dekorationsopgaver. Mønstrene herfra spredtes ud i resten af riget med de kunstnere, der uddannedes her, samt igennem de mange monumentale byggeprojekter i provinserne, der igangsattes fra Istanbul. Fra et nært slægtskab med timuridisk kunst udviklede den osmanniske snart en række nye, enestående dekorationsformer, med både mere abstrakte mønstre og naturalistiske dekorationer baseret på den lokale flora.