Umayyadiske krigere var allerede i begyndelsen af det 8. århundrede trængt frem til Sindh. Den muslimske tilstedeværelse i Indien gjorde sig dog først for alvor gældende med ghaznaviderne og ghuriderne i det 11. og 12. århundrede. Med udgangspunkt i ghuridernes nordindiske erobringer opstod der fra omkring 1200 det første af en række muslimske sultanater, ofte ledet af fyrster med tyrkisk baggrund. De indiske sultanater overlevede, indtil de i løbet af det 16. og 17. århundrede blev opslugt af den nye, ekspansive islamiske magtfaktor i Indien, Mogulriget.

Delhi-sultanatet opstod, da en af ghuridernes feltherrer, Qutb al-Din Aybak, etablerede et selvstændigt rige i det nordlige Indien med Delhi som hovedstad. Delhi-sultanatet, der snart strakte sig fra Sindh i vest til Bengalen i øst, modstod med nød og næppe den mongolske invasion i 1241. Til gengæld betød tilstrømningen fra Iran og Centralasien af muslimer på flugt fra mongolerne både en kulturel påvirkning og en afgørende muslimsk befolkningstilvækst, idet rigets undersåtter for størsteparten hidtil havde været hinduer. Under khalji-dynastiet (1290-1320) fortsatte Delhi-sultanatet sin ekspansion sydover og den muslimske dominans på den indiske halvø nåede sin største udbredelse under tughluqiderne (1320-1414). Efter flere storstilede felttog herskede de en kort overgang reelt over hele Indien på nær enkelte hindu-enklaver i nord og syd. På trods af et forsøg på at flytte hovedstaden til Daulatabad i det centrale Indien viste storriget sig hurtigt umuligt at styre. Flere guvernører gjorde sig selvstændige, og Timurs invasion og plyndring af Delhi i 1398-1399 blev begyndelsen til enden på tughluqidernes imperium, der snart opløstes i et stærkt reduceret Delhi-sultanat og mange mindre muslimske stater.

Delhi-sultanatets herskere markerede tydeligt, at islam var kommet til Indien, med store bygningsværker med kupler, minareter og særlige islamiske dekorationsformer. Hinduistiske motiver og en mere naturalistisk billedgengivelse slog dog allerede tidligt igennem i den kunstneriske produktion.

I Deccan havde en af de tughluqidiske hærførere allerede i 1347 oprettet et selvstændigt rige. Bahmanidernes sultanat blev fra slutningen af det 15. århundrede opsplittet i mange mindre stater, hvorefter hofferne i Bijapur, Golconda, Ahmadnagar, Bidar og Berar udviklede sig til kunstneriske centre, der bl.a. var berømte for produktionen af udsøgte metalarbejder og malerier. Persisk kultur spillede en vigtig rolle her, idet adskillige af disse sultanater var shiitiske og bevarede tætte bånd til safavidernes Iran. Golconda blev i 1687 som det sidste af Deccan-sultanaterne opslugt af Mogulimperiet.