De indiske sultanater, ca. 1200-1650

De indiske sultanater, ca. 1200-1650

Umayyadiske krigere var allerede i begyndelsen af det 8. århundrede trængt frem til Sindh. Den muslimske tilstedeværelse i Indien gjorde sig dog først for alvor gældende med ghaznaviderne og ghuriderne i det 11. og 12. århundrede. Med udgangspunkt i ghuridernes nordindiske erobringer opstod der fra omkring 1200 det første af en række muslimske sultanater, ofte ledet af fyrster med tyrkisk baggrund. De indiske sultanater overlevede, indtil de i løbet af det 16. og 17. århundrede blev opslugt af den nye, ekspansive islamiske magtfaktor i Indien, Mogulriget.

Delhi-sultanatet opstod, da en af ghuridernes feltherrer, Qutb al-Din Aybak, etablerede et selvstændigt rige i det nordlige Indien med Delhi som hovedstad. Delhi-sultanatet, der snart strakte sig fra Sindh i vest til Bengalen i øst, modstod med nød og næppe den mongolske invasion i 1241. Til gengæld betød tilstrømningen fra Iran og Centralasien af muslimer på flugt fra mongolerne både en kulturel påvirkning og en afgørende muslimsk befolkningstilvækst, idet rigets undersåtter for størsteparten hidtil havde været hinduer. Under khalji-dynastiet (1290-1320) fortsatte Delhi-sultanatet sin ekspansion sydover og den muslimske dominans på den indiske halvø nåede sin største udbredelse under tughluqiderne (1320-1414). Efter flere storstilede felttog herskede de en kort overgang reelt over hele Indien på nær enkelte hindu-enklaver i nord og syd. På trods af et forsøg på at flytte hovedstaden til Daulatabad i det centrale Indien viste storriget sig hurtigt umuligt at styre. Flere guvernører gjorde sig selvstændige, og Timurs invasion og plyndring af Delhi i 1398-1399 blev begyndelsen til enden på tughluqidernes imperium, der snart opløstes i et stærkt reduceret Delhi-sultanat og mange mindre muslimske stater.

Delhi-sultanatets herskere markerede tydeligt, at islam var kommet til Indien, med store bygningsværker med kupler, minareter og særlige islamiske dekorationsformer. Hinduistiske motiver og en mere naturalistisk billedgengivelse slog dog allerede tidligt igennem i den kunstneriske produktion.

I Deccan havde en af de tughluqidiske hærførere allerede i 1347 oprettet et selvstændigt rige. Bahmanidernes sultanat blev fra slutningen af det 15. århundrede opsplittet i mange mindre stater, hvorefter hofferne i Bijapur, Golconda, Ahmadnagar, Bidar og Berar udviklede sig til kunstneriske centre, der bl.a. var berømte for produktionen af udsøgte metalarbejder og malerier. Persisk kultur spillede en vigtig rolle her, idet adskillige af disse sultanater var shiitiske og bevarede tætte bånd til safavidernes Iran. Golconda blev i 1687 som det sidste af Deccan-sultanaterne opslugt af Mogulimperiet.

UDFORSK

UDFORSK
Close-item Close-overlay
DE INDISKE SULTANATER, CA. 1200-1650

De indiske sultanater, ca. 1200-1650

Genstand nummer 7 af 18
43-2008-Cornelis-van-den-Bogaarde-giver-audiens
43-2008-cornelis_van_den_bogaarde-giver-audiens-photo-pernille-klemp_ny42-2008_cornelis_van_den_bogaarde-til-hest-photo-pernille-klemp_ny42-2008_cornelis_van_den_bogaarde-til-hest-detalje_-photo-pernille-klemp

To miniaturer. ”Cornelis van den Bogaerdes darbar” og ”Cornelis van den Bogaerdes procession”

Indien, Deccan, Golconda; ca. 1687
20,2 × 26,2 cm og 16,8 × 22,8 cm

Hollænderne havde haft handelsstationer på Coromandelkysten – Indiens sydøstlige kyst – siden det 16. århundrede og fik i det 17. århundrede konkurrence fra andre europæiske lande bl.a. Frankrig, England og Danmark.

Den europæisk klædte hovedperson er blevet identificeret som Cornelis van den Bogaerde. Han var leder af den hollandske handelsstation i Hyderabad i den islamiske stat Golconda, og det er en lokal maler herfra, der har udført begge miniaturerne.

På den ene miniature er Cornelis van den Bogaerde afbildet i en darbar, ligesom de – om end oftest mere personrige – fyrstelige audiensscener, der kendes fra mogul-kunsten, og han er mere elegant end i processionscenen. Han er iklædt nyeste europæiske mode sådan, som den udgik fra Ludvig 14.s hof i Versailles.

På trods af dette er scenen skildret i den afslappede stil, der kendetegnede hofkunsten i Golconda. Bogaerde nærmest ligger mageligt henslængt, mens hans indonesiske tjener i passende europæisk dragt står bagved med en gigantisk påfuglevifte og en frugtgren – en allusion til hovedpersonens efternavn, der på hollandsk går tilbage til ordet for ”frugthave”. Hollænderen forhandler med tre købmænd, hvoraf de to med pandemærker er hinduer. Den midterste ser ud til at være den ordførende og er også den største (den mest betydningsfulde). Skildringen er farverig, og portrætterne af de implicerede er levende og samtidig præcist opfattet.

På den anden miniature ses Bogaerde med sit indiske følge, hvis forskellige dragttype, hovedbeklædning, skægpragt og hudfarve viser, at der er tale om muslimer, hinduer og de berømte rajput-krigere: Nogle bærer Bogaerdes våben, andre hans vifte og pibe mm. I spidsen for processionen vejer to af det hollandske ostindiske kompagnis bannere

Inv. nr. 43/2008 & 42/2008