Mekanik, astronomi og astrologi

Mekanik, astronomi og astrologi

Ingeniørarbejde og mekanik spillede en central rolle i den tidlige islamiske verden, både på det praktiske og det mere underholdende plan. Mens den teknologiske udvikling af vandmøller og krigsmateriel helt konkret bragte økonomisk fremgang, blev den finere mekanik ofte brugt til at fremhæve de lokale regenters betydning.

I mange dokumenter fra middelalderen ser man hoffets interesse for mekanik. Fra Andalusien og Syrien har man minutiøse beskrivelser af kongeligt sponsorerede ”vand-ure” (monumentale ure drevet af vand), og fra den legendariske videnskabsmand, al-Jazari fra Diyarbakir (1136-1206), har man tegninger af noget så specielt som royale musik-automater, indviklede kombinationslåse og vin-skænkende robotter.

Videnskabelige instrumenter, som kvadranter, astrolaber og kompasser, var særligt højt skattede. Ikke alene var sådanne redskaber nemlig udtryk for håndværksmæssig snilde, de kunne også beregne tiden og de præcise afstande for både astronomer, søfolk og pilgrimsrejsende (til Mekka). Netop i denne genstandsgruppe er det da også, at man ofte finder en særlig vellykket fusion mellem dekoration og funktion.

Særligt fra det 9. til det 13. århundrede blomstrede interessen for videnskab i de islamiske storbyer. I hovedstaden Baghdad oprettede kaliffen, al-Mamun (813-833), det såkaldte Visdommens Hus, og tidligere tiders traktater om alt fra matematik til poesi blev systematisk oversat til arabisk. Det er også fra denne periode, at vi finder de senere så indflydelsesrige afhandlinger fra de berømte persiske tænkere, al-Razi (865-925) og Ibn Sina (980-1037) – i vesten kendt som Rhazes og Avicenna.

Astronomi og astrologi nød særlig interesse både blandt fyrster og i den bredere befolkning. Hoffets astronomer genskrev og videreudviklede den antikke græske viden om trigonometri og planeternes bevægelse, og parallelt hermed bredte sig en udtalt fascination for astrologien, eller i hvert tilfælde for astrologiens billeder. Utallige kunstgenstande fra det islamiske kulturområde afspejler en folkelig begejstring for astrologiens verden.

Modsætningsforholdet mellem den islamiske lære om Guds almagt og en udbredt interesse for både naturvidenskab, filosofi og mystik, kunne ikke undgå at føre til konflikter. Ikke desto mindre var det først ved udgangen af det 13. århundrede, at det, man kunne kalde den islamiske verdens ”videnskabelige guldalder”, sluttede. I senere tider interesserede de muslimske lærde sig i højere grad for jura og religiøse studier, end for den græsk-hellenistiske lærdom og de eksakte videnskaber.

UDFORSK

UDFORSK
Close-item Close-overlay
MEKANIK, ASTRONOMI OG ASTROLOGI

Mekanik, astronomi og astrologi

Genstand nummer 4 af 8

Miniature. ”Stjernetegnet tvillingerne”

Miniature i et illustreret eksemplar af Kitab suwar al-kawakib
(Bogen om fiksstjernerne) af al-Sufi
Iran; 1675
H: 24,5; B: 15 cm

Astronomien fik sin betydning i den islamiske verden gennem Koranens tale om stjernerne som Guds værk samt behovet for at bestemme tiden for faste og bøn, for angivelse af bederetningen (qibla) og for navigation. Fra det 9. århundrede sammenlignedes data i oversættelser fra græske arbejder med egne iagttagelser, og resultaterne samledes i nye værker.

Det oprindelige værk bag det foreliggende eksemplar af Kitab suwar al-kawakib er et arabisksproget katalog over stjernebilleder fra 964, delvis baseret på græske forlæg. Forfatteren, Abd al-Rahman al-Sufi (903-986) var hof-astronom hos den buyidiske hersker Adud al-Dawla i Isfahan i Iran. Netop dette eksemplar af manuskriptet er dateret 8. dhu al-qada, 1085 hijra, svarende til 4. februar 1675, og kopieret af en vis ”Safar”.

Inv. nr. 165/2006