Omkring 85 procent af verdens muslimske befolkning vil i dag betegne sig selv som sunni-muslimer, mens de resterende femten procent bekender sig til shia-islam eller shiismen i dens forskellige forgreninger.

Betegnelsen sunni-islam eller sunnismen refererer til profeten Muhammads måde at leve på, hans sunna på arabisk. For sunni-muslimer er det et bærende princip, at det enkelte individ og det muslimske samfund i mødet med nye udfordringer bør efterleve de leveregler, Profeten selv praktiserede. Som den foretrukne løsningsmodel på problemer, der ikke er udtrykkeligt beskrevet i Koranen, konsulterer sunnitiske imamer de såkaldte hadith, de nedskrevne traditioner om Muhammads ord og gerninger.

Mens sunni-islam betoner vigtigheden af Muhammads levevis, fremhæver shia-islam den særlige autoritet ved Profetens slægt, ahl al-bayt. Mandlige efterkommere af Profetens nærmeste slægtning, Ali ibn Abi Talib – Profetens fætter og svigersøn – betragtes således af shia-muslimer som de ideelle imamer. Skiftende forståelser af den korrekte arvefølge har imidlertid medført, at shiismen er blevet opdelt i mange grene med hver deres ”imam-linje”. De væsentligste af disse er zaiditerne (fem-imam-linjen), ismailitterne (syv-imam-linjen) og tolverne (tolv-imam-linjen).

Splittelsen af det islamiske samfund i to hovedgrene stammer fra tiden umiddelbart efter Muhammads død. Under stridigheder om den retmæssige efterfølger (khalifa) til embedet som den muslimske menigheds øverste leder var det shia-muslimernes krav, at magten skulle tilfalde Ali. Ordet shia er rent faktisk en forkortelse af shiat Ali, som betyder ”Alis parti”. De øvrige medlemmer af den muslimske menighed – senere kaldet sunni-muslimerne – insisterede på arvefølge efter gammel arabisk skik, hvilket betød ved valg.

Resultatet af stridighederne blev, at sunni-muslimerne (flertallet) vandt, og de første tre kaliffer, Abu Bakr, Umar og Uthman blev valgt blandt Profetens særligt trofaste tilhængere og ikke blandt hans blodsbeslægtede familie. Som den fjerde kalif valgtes dog Ali, som regerede i fem år.

Ved Alis død i 661 indledtes for alvor det, der skulle vise sig at blive en lang og blodig kamp mellem shia- og sunni-muslimer om magten i den islamiske verden.

Mens krigslykken har skiftet fra tid til anden, er det dog kun et mindretal af den islamiske verdens mange dynastiske stater, der har hvilet på et shia-muslimsk grundlag. Blandt disse er de mest berømte fatimidernes Egypten (969-1171) og safavidernes Iran (1501-1732). I dag er Iran det eneste land i verden, hvor shiismen er statsreligion.