Miniaturemaleri

Miniaturemaleri

Med islamisk miniaturemaleri forstås almindeligvis små malerier, der sidder eller har siddet i et manuskript som frontispice eller illustration til teksten. Der er dog også tegninger og enkeltmalerier bevaret. Disse har enten været skitser eller har været beregnet til at indsætte som selvstændige kunstværker i et album.

Miniaturerne udførtes normalt på papir, men man brugte også pap og i sjældne tilfælde tekstiler af bomuld eller silke. De brillante farver er som regel dækkende.

De ældst bevarede miniaturemalerier er udført omkring år 1000, men først fra omkring 1200 kendes et større antal. Man inddeler ofte ret summarisk det islamiske miniaturemaleri i fire regionale skoler: den arabiske, den persiske, den indiske og den osmannisk-tyrkiske.

UDFORSK

UDFORSK
Close-item Close-overlay
ISLAMISK SAMLING: MINIATUREMALERI

Islamisk samling: Miniaturemaleri

Genstand nummer 2 af 50

Bind 19 fra en kopi af Abu’l-Faraj al-Isfahanis Kitab al-Aghani

Irak, Mosul; 610 H = 1219
28,5 × 21,5 cm

”Sangenes Bog” er en antologi af tidlig arabisk poesi, som ikke blot har litterær, men også stor kulturhistorisk værdi. Denne kopi bestod oprindeligt af 20 bind og er udført af Muhammad ibn Abi Talib al-Badri – formodentlig for Mosuls hersker Badr al-Din Lulu, hvis navn også står at læse på rytterens tiraz-bånd.

Maleriet er blandt de ældst bevarede fra den islamiske verden, og selvom mennesketypen er den tyrkisk-mongolske, der kendes fra persisk kunst, så er der også klare elementer af antik, kristen og lokal arabisk oprindelse. Et eksempel er de svævende genier, der også kendes fra oldtiden. Lignede motiver findes i de samtidige, figurative mønter.

Udlånt af det kgl. Bibliotek.

Inv. nr. D 1/1990