Miniaturemaleri

Miniaturemaleri

Med islamisk miniaturemaleri forstås almindeligvis små malerier, der sidder eller har siddet i et manuskript som frontispice eller illustration til teksten. Der er dog også tegninger og enkeltmalerier bevaret. Disse har enten været skitser eller har været beregnet til at indsætte som selvstændige kunstværker i et album.

Miniaturerne udførtes normalt på papir, men man brugte også pap og i sjældne tilfælde tekstiler af bomuld eller silke. De brillante farver er som regel dækkende.

De ældst bevarede miniaturemalerier er udført omkring år 1000, men først fra omkring 1200 kendes et større antal. Man inddeler ofte ret summarisk det islamiske miniaturemaleri i fire regionale skoler: den arabiske, den persiske, den indiske og den osmannisk-tyrkiske.

UDFORSK

UDFORSK
Close-item Close-overlay
ISLAMISK SAMLING: MINIATUREMALERI

Islamisk samling: Miniaturemaleri

Genstand nummer 15 af 50

Miniature fra en kopi af Firdawsis Shah-nama. ”Slaget mellem Kay Khusraw og kongen af Makran”

Iran, Lahijan; 1494
Bladet: 34,5 × 24,5 cm

Inden for det farverige turkmenske maleri, som udførtes i det vestlige Iran i det 15. århundrede er den såkaldte Big head Shah-nama i en klasse for sig selv. Dens navn afspejler det faktum, at mange af miniaturerne, som denne, har en ualmindelig monumental figurskildring. Hertil kommer, at scenerierne er usædvanligt koloristiske og dynamiske.

Manuskriptet bestiltes af Karkia Mirza Ali, en mindre fyrste i Gilan-provinsen syd for Det Kaspiske Hav. Han har ellers gjort sig mest bemærket i historien ved at beskytte den unge Ismail, der ca. ti år senere skulle grundlægge safavide-dynastiet.

Inv. nr. 22/1979