2022

Ti kameler for Ameera
Zahra Pedersen

2. februar 2022

Dansker, muslim, perker og forfatter; Zahra Pedersen tager dig med på en genopdragelsesrejse om, hvad det vil sige at være muslimsk kvinde i Danmark, hvorfor vi har brug for humor i debatten, og hvordan fiktionelle fortællinger kan være med til at have en positiv indflydelse i samfundet. Hun udgav sin debutroman ‘Ti kameler for Ameera’ i juni 2021. Det er en roman i genren chicklit og bl.a. beskrevet i pressen som en “muslimsk Bridget Jones”. Hun er født og opvokset i Danmark som datter af Imam Abdul Wahid Pedersen, men valgte først officielt religionen islam som voksen.

Zahra Pedersen er journalist, livsstilscoach for muslimske kvinder, skribent samt podcast- og tv-vært for bl.a. DRs programrække ‘Kampen om mig’.

Kunstmaleren og Prinsessen
Anna Kledal

9. februar 2022

Et foredrag om et usædvanligt møde mellem to kvinder – og mellem øst og vest. I 1870’erne rejste kunstmaleren Elisabeth Jerichau Baumann på en længere rejse til Konstantinopel og Cairo. Som kvinde fik hun adgang til haremmer og opnåede dermed et sjældent indblik i de osmanniske overklassekvinders liv. Baumann traf den 19-årige tyrkisk-osmanniske prinsesse Nazili, som gjorde et stort indtryk på hende, og kunstneren malede flere kendte malerier af prinsessen og skrev begejstret om hende i breve og rejseberetninger. Baumanns beskrivelser af mødet med Nazili afslører et anderledes og mere mangefacetteret billede af Osmannerriget end datidens klichéprægede fokus på Orientens mystik og illustrerer en opbrudstid, hvor samfund både i Vesten og i Orienten var præget af store omvæltninger.

Anna Rebecca Kledal er forfatter og historiker samt ph.d. i køn og orientalisme fra Roskilde Universitet. Hun udgav i 2021 bogen ’Kunstmaleren og Prinsessen’.

Danske stel - fra blå blomster til grove glasurer
Lars Hedebo Olsen

23. februar 2022

Da man først fik knækket koden på ’det hvide guld’, kom der gang i den danske porcelænsfremstilling, og i 1775 slog Den Kongelige Porcelainsfabrik dørene op. I begyndelsen var stellene så eksklusive, at kun adelen og det øverste borgerskab kunne være med, men med tiden kom der flere porcelænsfabrikker på markedet og mange flere stel, som efterhånden blev hvermandseje. Lars Hedebo Olsen fortæller om den danske stelhistorie på baggrund af sin bog ’Danske stel – fra blå blomster til grove glasurer’ (Strandberg Publishing 2021), og han beskriver, hvordan vore stel ikke kun er designhistorie, men også kulturhistorie og personlig historie.

Lars Hedebo Olsen er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab, og desuden journalist og forfatter til flere bøger om danske designere – blandt andre Børge Mogensen, Kay Bojesen og Bjørn Wiinblad. Til daglig virker han som designanmelder på dagbladet Politiken.

Mystik - en platform for dialog
Dorthe Enger

2. marts 2022

Mystikken kan beskrives som en tværreligiøs og tværkulturel visdomspulje. Selvom mystikernes oplevelser og indsigter er prægede af deres kulturelle baggrund, er der temaer, der går igen på tværs af religioner og kulturer, så som næstekærlighed og medfølelse. Derfor er mystikken et godt sted at indlede en interreligiøs dialog. Foredraget vil give en indføring i mystik med særligt fokus på den islamiske og kristne mystik.

Dorthe Enger er cand.mag. i engelsk, religion og filosofi og forfatter, debattør og foredragsholder. Hun har undervist i gymnasiet i mange år og virkede som rektor ved Niels Steensens Gymnasium 2007-2011. Bogen ‘Mystik’ blev udgivet i 2019.

Ældre islamisk arkitektur set med nutidens øjne
Anne Romme

9. marts 2022

Den islamiske arkitekturs historie strækker sig over mange århundreder, fra omkring år 700 og frem til i dag. Den har en geografisk udbredelse fra Spanien til Indonesien og fra Centralafrika til det sydlige Rusland. For at forstå den islamiske arkitekturs historie, må man se på sociale, kulturelle, samfundsmæssige, politiske og religiøse sammenhænge. Efter et kort, kronologisk overblik vil foredraget gennemgå den islamiske arkitekturs historie ved hjælp af forskellige bygningstyper og principper – Moskéen, paladset, huset, markedet, byrummet og ornamentet.

Anne Romme er arkitekt, ph.d. og programleder for bachelorprogrammet ‘Finder Sted / Taking Place’ på Institut for Bygningskunst og Kultur på det Kongelige Akademi.

Geometriske koncepter og farvesystematik i Niels Nedergaards kunst
Viera Collaro

16. marts 2022

Niels Nedergaard var en kunstner, som i sit korte liv formåede at bevæge sig igennem områder fra farveteorier, til bevægelse af den menneskelige figur og til islamiske, geometriske koncepter. Han var banebrydende inden for video, foto og installationer og udviklede samtidig sit eget udtryk i en farvestrålende, malerisk verden med fokus på islamisk ornamentik.
Niels var min bedste ven og nære kollega. Vi producerede og udstillede kunst i fællesskab, og op til hans død delte vi værksted i København. Han var et smukt og unikt menneske og en visionær og eksperimenterende kunstner. Hans værker er tidløse og rummer meditationer over den universelle energi. En stor kunstner.

Viera Collaro er maler og installationskunstner og arbejdede i en årrække sammen med Niels Nedergaard.

Mellem os sagt
Pernille Bramming

23. marts 2022

I dialogen kan fortrolige rum opstå og forskelle blive til inspiration og berigelse. Det oplever deltagerne i de projekter, som Det Dansk-Egyptiske Dialog Initiativ i Cairo står for. Her bringes blandt andre kunstnere, musikere, kvindelige chefer, miljøfolk og studerende fra Danmark og Egypten sammen for at udveksle både personlige og professionelle erfaringer, tanker og drømme. Pernille Bramming fortæller om Dialog Initiativets virke og om de aktuelle udfordringer.

Pernille Bramming er uddannet cand.mag. og har arbejdet som redaktør og Mellemøsten-korrespondent for Politiken og Weekendavisen. Siden 2019 har hun boet i Cairo, hvor hun er leder af Det Dansk-Egyptiske Dialog Initiativ.

Øregaard. Tiden, kunsten og den vestindiske forbindelse
Sidsel Maria Søndergaard

30. marts 2022

I 1921 slog Øregaard for første gang dørene op som museum, men allerede i 1808 stod huset færdigt som sommerbolig for familien Søbøtker. Arkitekten var franskmanden Joseph Ramée (1764-1842), og bygherren, Johannes Søbøtker (1777-1854), var fjerde generation i slægten med tilknytning til de dansk-vestindiske øer og et æstetisk, selvbevidst og verdensorienteret medlem af Københavns borgerlige elite. Med Johannes og Øregaard som omdrejningspunkt tegner foredraget et kalejdoskopisk portræt af en brydningstid, dens æstetik, idealer og drømme – og virkelighed. Hvordan Øregaards historie formidler museets udvikling i dag, bliver også berørt.

Mag.art. i kunsthistorie med guldmedaljeafhandling om skulptur og
skulpturteori. Har som direktør for Øregaard Museum stået i spidsen for museets udvikling siden 2007
.

Opera og klaver fylder Davids stuer
Sibylle Glosted og Jacob Beck

6. april 2022

Som afslutning på sæsonen skal vi høre kgl. operasanger, sopran og soloist ved Det Kongelige Teater, Sibylle Glosted synge et stemningsfuldt repertoire, sammensat af både danske og udenlandske musikstykker, som harmonerer med museets samlinger af dansk og europæisk kunst fra det 18. til 20. århundrede. Hun akkompagneres på klaver af pianist og konferencier Jacob Beck.

Sibylle Glosted er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med en bachelor i klassisk sang. Herefter gennemførte hun sin uddannelse som operasanger på Operahögskolan i Stockholm.