To papyrusfragmenter med naskh-skrift

Parallelt med de mange kunstfærdige varianter af kufi-skriften, som kendes fra de tidlige koranmanuskripter, opstod også en uformel, kursiv hverdagsskrift. Denne type skrift kaldes naskh, og her var bogstavernes udformning og proportioner i højere grad overladt til den enkelte skriver, som således kunne skrive hurtigere og langt mere ubesværet, end den kantede, omhyggeligt standardiserede kufi-skrift tillod.

På disse to papyrusfragmenter ses eksempler på naskh, som skriften typisk så ud i det 8.-9. århundrede. Begge fragmenter er for medtagne til, at man kan udlede indholdets rette betydning. Det største fragment lader dog til at være et købmandsbrev omhandlende betaling for et parti varer, mens det mindste muligvis blot er en skriveøvelse. Det mindste fragment synes desuden at være det ældste af de to, da skriften her stadig har bibeholdt noget af det kantede udtryk, som kendes fra kufi-skriften.

I det 10. århundrede standardiseredes de mange forskellige former for naskh-skrift til seks kalligrafiske kursiv-skrifter med fastlagte proportioner, som fremefter også anvendtes i koranmanuskripter ofte i kombination med kufi-skrift (47a-b/2000).

At begge disse tekster er skrevet på papyrus, knytter dem til Egypten. I modsætning til den øvrige islamiske verden blev man i Egypten ved med at anvende dette skrivemateriale, som består af findelte plantefibre, helt frem til det 10. århundrede, hvorefter det erstattedes af papir.