De sene Abbasider, Atabeger og Ayyubider
Ă r. C. 1100-1250
I løbet af det 12. ürhundrede opsplittedes den vestlige del af seljukkernes rige i mindre, selvstÌndige enheder. I Irak lykkedes det for en kort periode de abbasidiske kaliffer al-Muqtafi og al-Nasir at genvinde tidligere tiders politiske magt, inden Baghdad blev løbet over ende af mongolerne i 1258.
I Jazira, det frugtbare nordlige omrĂĽde mellem Eufrat og Tigris, samt i Syrien opstod en rĂŚkke mindre, relativt kortlivede, selvstĂŚndige dynastier: zangiderne, artuqiderne og luluiderne.Â
De grundlagdes bl.a. af atabegâer, guvernører, som havde fungeret som formyndere for yngre seljukkiske prinser og regeret pĂĽ deres vegne. Fra byer som Damaskus, Amida og Mosul indgik disse lokale smĂĽfyrster i en kulturelt set meget frugtbar konkurrence. De var politiske modstandere, men førte derudover ogsĂĽ âhellig krigâ mod de kristne smĂĽstater, der var opstĂĽet langs Middelhavet i forbindelse med korstogene.
En afgørende ny magtfaktor i omrüdet opstod med ayyubiderne. Salah al-Din (Saladin) var af kurdisk oprindelse og af sunni-muslimsk observans. Som general for zangiderne deltog han i erobringen af Egypten og gjorde en ende pü det fatimidiske, shia-muslimske herredømme i 1171. Med basis i Egypten etablerede han derpü et ayyubidisk sultanat, hvorefter han i løbet af kort tid tog kontrol over zangidernes Syrien samt Yemen. Salah al-Din skulle imidlertid i Vesten isÌr blive kendt for at erobre Jerusalem tilbage til muslimerne i 1187, efter 80 ür under kristen dominans. Korsfarerne blev drevet tilbage til den syrisk-palÌstinensiske kyststrÌknings borge og byer. Under de efterfølgende ayyubidiske sultaner førtes en mere forsonende politik over for de kristne magter, hvilket befordrede handel og dermed økonomisk velstand. Ayyubiderne byggede deres militÌre magt pü brugen af tyrkiske slavesoldater, der dog i 1250 gjorde oprør for selv at grundlÌgge den mamlukkiske stat.
Omrüdets og isÌr artuqidernes kunst fremviser en motivverden, der er enestüende i en islamisk sammenhÌng, og som bl.a. er tydeligt inspireret af kristen og antik ikonografi. Mosul udviklede sig i denne periode til et center for metalarbejder, hvor lokale mestre udførte indlÌgningsarbejder i en hidtil uset kvalitet og detaljerigdom. Hen mod midten af det 13. ürhundrede spredtes deres kunnen til Syrien og Egypten, bl.a. pü grund af kunsthündvÌrkernes flugt forud for mongolernes erobring. I det nordlige Syrien opstod der en rÌkke produktionssteder for keramik, sü som Raqqa, hvor der skabtes vÌrker i frittegods med en ofte ret virtuost malet dekoration i underglasur eller lustre-dekoration.