Profeten Muhammad og de fire første kaliffer
År 570-661
Profeten Muhammad blev født omkring år 570 i Mekka. Denne by var et center for karavaneruterne og samtidig Den Arabiske Halvøs vigtigste valfartssted, idet Kabaen lå her. I den kubeformede helligdom opbevaredes billeder og statuer af nogle af de mange guder, som områdets arabiske stammer tilbad. Her begyndte Muhammad at forkynde islam, den nye religion med kun én gud.
Udbredelsen af islam stødte i begyndelsen på modstand i Mekka og i 622 måtte Muhammad flygte med sine tilhængere til Medina. Denne udvandring (hijra) udgør starten for den islamiske tidsregning. Fra Medina lykkedes det i løbet af få år Muhammad at undertvinge de omkringboende arabiske stammer og omvende dem til islam. Efterfølgende blev også Mekka indtaget, Kabaen tømtes for de mange gudebilleder og fik nu status som islams vigtigste helligdom.
Efter Muhammads død i 632 styredes den islamiske verden fra Medina under de efterfølgende fire kaliffer (efterfølgere): Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali. De var alle gennem ægteskab i familie med Profeten, men alene hans fætter Ali var blodsbeslægtet med ham. Disse kaliffer kaldes også “de retledte kaliffer”, idet de alle havde kendt Profeten personligt.
Allerede her opstod en splittelse mellem dem, der ønskede en valgt efterfølger uafhængigt af slægtskabet (sunni-muslimerne), og dem, der mente, at kun Ali og hans efterkommere kunne være Muhammads retmæssige arvtagere (shia-muslimerne).
De fire første kaliffer var både religiøse og politiske ledere, og området under islamisk dominans udbredtes med voldsom hast under dem. I løbet af to årtier erobredes Syrien og det kornrige Egypten fra Det Byzantinske Rige. I Irak og Iran blev Det Sasanidiske Rige løbet over ende af de arabiske hære, der udnyttede arvefølgeproblemer og interne stridigheder.
De erobrede områder inddeltes i provinser med en arabisk guvernør og soldater, der boede adskilt fra lokalbefolkningen i militære forlægninger. Også helt nye garnisonsbyer såsom Basra og Kufa i det sydlige Irak anlagdes. Blandt de mange forskellige folkeslag i det nye storrige fik især jøder og kristne i vid udstrækning lov til at bibeholde religion og levevis. De betragtedes nemlig som “Bogens folk”, hvis hellige skrifter var blevet dem åbenbaret af den samme Gud som muslimernes. Som andre ikke-muslimer skulle de dog betale skatter til de nye magthavere.
Bortset fra enkelte eksempler på arabisk skrift eksisterer der så godt som ingen fysiske levn fra perioden og intet, der vidner om starten på en egentlig islamisk kunst.
Geografi
Hør om Muhammed og de fire første kaliffer
/
/
