Teltfragment af bomuld med dekorationer i silke, bomuld og forgyldt læder

Telte var et centralt element i islamisk hofkultur, ikke mindst hos osmannerne. Dette fragment stammer fra indervæggen i et officielt, osmannisk telt af den type, som fremstilledes på sultanernes teltværksteder i Istanbul og først og fremmest anvendtes på felttog.

Fragmentet prydes af fire søjlenicher, hvoraf de to indeholder vinduer med ”skodder”, som oprindeligt har kunnet rulles op. I de to øvrige nicher udgøres det centrale dekorationselement af en stor, rhombeformet kartouche. Blomsterdekorationerne, som dækker både kartoucher, søjler og buer, indeholder nelikker, tulipaner. Disse planter er hjemmehørende i Tyrkiet og afspejler en osmannisk begejstring for den lokale, anatolske flora. Dette kommer bl.a. tydeligt til udtryk i Iznik-keramikken fra ca. 1540 og op igennem det 17. århundrede (2/1962). Lignende applikationer med søjlenicher dækket af lokal flora ses eksempelvis på et osmannisk bedetæppe fra det 17. århundrede (18/1989).

Størrelsen på det oprindelige telt lader sig ikke bestemme ud fra fragmentet, men udsmykningen i sig selv indikerer, at teltet har tilhørt en forholdsvis højtstående person, som dog ikke har været en del af magtens inderkreds.¹ En række bevarede telte med nært beslægtede dekorationer kan føres tilbage til tyrkerkrigene i Central- og Østeuropa i de sidste årtier af det 17. århundrede, f.eks. osmannernes belejring af Wien i 1683 samt slaget ved Mohács i Ungarn i 1687.