Grundlæggeren af den artuqidiske gren i Mardin var emir Artuqs næstældste søn, Najm al-Din Il-Ghazi, som flygtede til Jerusalem i 489 H (1096 AD) sammen med sin bror Mu’in al-Din Sukman 1. Han tjente under storseljukkerne, og i 502 (1108-1109) fik han den vigtige by Mardin under sig. Da guvernøren over Aleppo døde, fik han også denne by, men den overlod han til sin søn Husam al-Din Timurtash.

Den seljukkiske hersker over Irak, Abu’l-Qasim Mahmud, belønnede derpå Il-Ghazi med byen Mayyafariqin i Jazira, hvor artuqiderne fra Mardin regerede, indtil byen blev tabt til ayyubiderne i 580 (1184-1185). Da Il-Ghazi døde i 516 (1122), blev hans kongedømme delt mellem tre arvinger. Timurtash beholdt Mardin. Han blev i 547 (1152) efterfulgt af sin eneste søn, Najm al-Din Alpi, og det artuqidiske kongedømme Mardin blev det største og mest stabile, som holdt indtil 812 (1409), hvor Mardin blev erobret af Timur og senere kom under qara qoyunlu-turkmenerne (De Sorte Får).

I begyndelsen af sin regeringsperiode bibeholdt Alpi den velkendte forside på mønten, som var blevet brugt af faderen, Timurtash, men han tilføjede en linje med sit tilnavn, Najm al-Din, sædvanligvis – som man også ser på denne mønt – på bustens hals.

Bagsiden bærer hans aners tilnavne og navne tre generationer bagud. Inspirationen til det mandlige hoved med front mod højre synes at være kommet fra en seleukidisk mønt, udstedt af kong Antiochos 7. Sidetes (138-129 f.Kr.). Man ved ikke, om valget af dette hoved har nogen skjult mening.