Miniature fra et eksemplar af Sadis Gulistan, opklæbet på pap. ”Sultanen vækker den fulde dommer ved solopgang”

Dette maleri skildrer en historie om fuldskab, begær og snarrådighed. En dommer har trods advarsler indbudt nogle unge mænd til drikkegilde og erotisk samvær, og natten igennem har de festet i en muromkranset have. Hen under morgenen er dommeren faldet i søvn på et tæppe, mens en af hans unge drikkebrødre sidder sovende op ad muren med en vinkop i hånden. En anden ung mand løfter op i dommerens brune kaftan med den ene hånd, mens han holder en vinkop i den anden.

Sultanen, som har fået nys om udskejelserne, står ved dommerens leje og beordrer ham vækket, mens en gruppe nysgerrige hoffolk ser på. Fyrsten, der overvejer den formasteliges straf, holder en pegefinger op mod læberne som på tegn på eftertænksomhed. Sadis historie beretter videre, at dommeren i første omgang dømmes til døden, men at han forsvarer sig på en så vittig og indsigtsfuld vis, at sultanen benåder ham. Til de omkringstående retfærdiggør han sin mildhed med en replik, der minder om Jesu ord om den utro kvinde: ”Alle jer, som selv er fejlbarlige, burde ikke anklage andre for deres brister”.

I det 16. århundrede blev Bukhara et centrum for produktionen af illustrerede manuskripter, da kunstnere flygtede hertil fra Herat efter timuridernes fald. En del af den timuridiske tradition bevaredes, men samtidig tilførtes en ny intensitet i farverne. Bukhara-stilen var desuden mere realistisk end det samtidige safavidiske maleri. Bukhara-skolens bedste arbejder lader til at være udført i midten af det 16. århundrede, hvor den ledende kunster var Mahmud Muzahhib.¹ Kunstneren bag det nærværende maleri er fortsat ukendt, men den samme komposition og ligheder i skildringen af flere af de enkelte personer ses i en miniature fra 1560-61, som er signeret af Muzahhib.² Det er tænkeligt, at malerierne er fra samme atelierer.