Det umayyadiske kalifat, 65-132 H/685-750 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
Stående kalif iklædt lang kappe med et skærf om livet. Folderne fra en flagrende kefije (arabisk hovedbeklædning) falder på begge sider af hans hoved. Han holder om grebet på et sværd med sin højre hånd, mens hans venstre støtter skeden.
Omskrift
Med uret fra kl. 12 står: li-‘abd allah ‘abd al-malik amir al-mu’minin
”for Guds Tjener, ‘Abd al-Malik, De Troendes Hersker”.
Bagside
Midterfelt
Pæl stående på tre trin med en cirkel nær toppen.
Til højre nedefter står: halab, til venstre opad: waf (”fuld værdi”).
Omskrift
I omskriften står med uret fra kl. 12:
la ilah illa allah wahdahu muhammad rasul allah
“Der er ingen gud uden Gud og Muhammad er Hans sendebud”.
Historisk note
Historisk note
Denne mønt er den tidligste, som man med sikkerhed kan betegne som islamisk. Den blev præget i kaliffen ‘Abd al-Malik ibn Marwans navn omkring årene 70-77 H (690-696 AD). Den bærer overhovedet ingen kristne symboler. Figuren på forsiden er ganske ulig dem, man ser på forbillederne – de byzantiske kobbermønter – og menes at forestille kaliffen. Han har sin hånd på sværdet, hvilket almindeligvis er blevet fortolket som en fremstilling af ham som en leder af det samfund, der forsvarer troen.
Dette understreges af ordene omkring skikkelsen ”på vegne af Guds Tjener, ‘Abd al-Malik, De Troendes Hersker”. På møntens bagside ses en erstatning for et kors på trin. I stedet for det kors, som ses på byzantinske mønter, er en pæl stående på tre trin med en cirkel nær toppen.
Det er dog sandsynligt, at denne enkle beskrivelse ikke yder symbolerne fuld retfærdighed, da de kan repræsentere et gammeltestamenteligt begreb, der symboliserer Guds pagt med menneskene, markeret med en stenstøtte (1. Mosebog, kapitel 31, vers 44-45).
For at give mønten et islamisk præg er trosbekendelsens ord indskrevet “Der er ingen gud uden Gud og Muhammad er Hans sendebud”.
Mønter med den stående kalif blev præget fra 17 møntsteder i Palæstina og Syrien, inklusive Halab (Aleppo). Man mener, at prægningen af denne type ophørte, efter at den umayyadiske møntreform blev indført i år 77 (696-697).