Theodor Philipsens interesse for den skulpturelle form startede tidligt og da han i begyndelsen af 1860’erne søgte optagelse på Kunstakademiet, var det med et ønske om at lægge sin profession som landmand bag sig og uddanne sig til billedhugger. Philipsens debut på Charlottenborg i 1865 var et skulpturelt arbejde, udført i voks. Få år efter helligede han sig dog maleriet, som blev hans virkefelt i mange årtier, sideløbende med hans skulpturelle arbejde, som han genoptog i midten af 1880’erne.
En betydelig del af Philipsens skulpturer er udført i ler, ligesom denne stående hest, som han sandsynligvis skabte omkring 1905. På samme måde som B 35 er der her tale om en naturalistisk formgivning; dels i form af hestens kropsbygning med tydelige muskler og knogler, dels i form af dens ydre fremtoning og farver. Derudover er det bemærkelsesværdigt, hvordan Philipsen har arbejdet med at skabe et levende udtryk i form en vellykket glasur, forstået på den måde, at også denne understreger kunstnerens ønske om at forme et virkelighedsnært motiv.
Samlet set fremtræder Philipsens keramiske skulpturer, som en homogen gruppe i hans kunstneriske oeuvre. Dyremotiver, udtryksform og virkemidler er stort set de samme over tiden, hvorfor flere værker i dag kan være svære at datere. I den forbindelse påpeger flere, at det for Philipsen ikke handlede om at eksperimentere med keramiske udtryk og virkemidler, men nærmere om at fokusere på dyret og opnå et naturalistisk resultat.
[1]
