De rumseljukkiske herskere over det centrale Anatolien, 470-708 H/1077-1308 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
la ilah illa allah / muhammad rasul allah al-imam / al-musta’sim billah amir al-mu / ’minin duriba sana [i divani-skrift] arba’ wa khamsin / sittmi’a bi-qunya
”der er ingen gud uden Gud, Muhammad er Guds sendebud, Imamen al-Musta’sim billah, De Troendes Hersker, præget i året fire og halvtreds og sekshundrede i Qunya”.
Bagside
Midterfelt
al-salatin al-a’azim / ’izz al-dunya wa’l-din kayka’us / wa rukn al-dunya wa’l-din qilij arslan / wa ’ala al-dunya wa’l-din kayqubad / ibn kaykhusraw barahin amir al-mu’minin
“De Øverste Sultaner, ’Izz al-Dunya wa’l-Din Kay Kaus, og Rukn al-Dunya wa’l-Din Qilij Arslan, og ’Ala al-Dunya wa’l-Din Kayqubad ibn Kay Khusraw, Beviser for eksistensen af De Troendes Hersker”.
Historisk note
Historisk note
Efter slaget ved Köse Dagh, under den stormongolske hersker Ögedeys regeringstid, blev den rumseljukkiske stat kastet ud i kaos, for skønt Kay Khusraw 2. forblev på tronen, var hans autoritet omtrent forsvundet i skammen efter nederlaget.
To af hans sønner, ’Izz al-Din Kay Ka’us 2. og Rukn al-Din Qilij Arslan 4. gjorde krav på deres arv, men dette behagede ikke storkhanen Güyük (644-647 H/1246-1249 AD). Han valgte at genindføre ro og orden i Anatolien ved at gøre alle tre sønner til herskere sammen.
Denne usædvanlige løsning på arvefølgestriden holdt i otte år, først under storkhanen Möngkes regering (649-658/1251-1260) og senere i de første to år af il-khanen Hülegüs (654-663/1256-1265).
I denne periode var rumseljukkerne presset til at underkaste sig. De var hverken vigtige nok til, at mongolerne ville besvære sig med at styre dem direkte, men de fik heller ikke lov at gå deres egne veje, for det tilfælde at de skulle skabe uro i den vestlige yderkant af det mongolske magtområde. Dette var meget anderledes end i dynastiets velmagtsdage som en regional magt, især i de tre herskeres bedstefar Kayqubad 1.s tid.
De tre brødres regeringsperiode blev præget af hemmelige planer og intriger blandt lejesoldaterne, som konstant flyttede deres troskab fra den ene bror til den anden.
Dette blev værre, da den byzantinske kejser Michael 8. Palaiologos søgte tilflugt hos Kay Ka’us i Konya. Kay Ka’us udnævnte ham til øverstbefalende over de kristne lejesoldater, og dette gjorde, at man satte spørgsmålstegn ved Kay Ka’us’ islamiske tro, især fordi hans mor var kristen. Qilij Arslan udnyttede dette og fik broderen smidt i fængsel.
Da den mongolske hersker Batu, som var Djengis Khans sønnesøn og den første hersker over Den Gyldne Horde, udtrykte misfornøjelse med denne egenrådige handling, blev Kay Ka’us løsladt igen, og den yngste af de tre brødre, ’Ala al-Din Kayqubad 2., blev sendt for at forsone den vrede khan. Den unge mand menes at være død på vejen hjem derfra, for man hører intet om ham efter 655 (1247).
Denne sølvdirhem omtaler brødrene som ”De Øverste Sultaner” på forsiden, sammen med navnet på den abbasidiske kalif al-Musta’sim, men overraskende nok nævnes deres mongolske overherrer ikke.
