’Izz al-Din Kay Ka’us 2. hørte i 658 H (1260 AD), at mongolske tropper anført af Bayju var i gang med at invadere Anatolien. Möngke havde givet Hülegü ansvar for, hvad der i realiteten var mongolernes protektorat af rumseljukkerne. Dette havde indtil da været under Batu Khan. Da Hülegü forlangte områder til græsning for sin hær, beordrede han Bayju at føre hjordene vestpå for at græsse på den anatolske højslette.

Rumseljukkerne havde ikke forventet, at mongolerne ville slå sig ned i deres områder, og de mente, at de rettigheder Möngke havde givet dem, blev ignoreret, og Bayju forværrede situationen ved at anmode om, at hans tropper også blev indkvarteret i Anatolien. Rumseljukkerne frygtede, at dette ville give mongolerne endnu større mulighed end nogensinde for at blande sig i deres interne anliggender. Bayju bad også Kay Ka’us om en slags udnævnelse af hans tilhænger, Mu’in al-Din Sulayman, til et embede.

De, som gik ind for en væbnet modstand, vandt. Bland disse var muslimer, som prædikede jihad (hellig krig), hoffolk, som var bange for at miste deres privilegier og byzantinske grækere, som var tidligere tilhængere af Kay Ka’us.

Denne hær af turkmenere og kristne samledes under den senere byzantinske kejser, Michael Palaiologos, og Bayjus tropper rykkede frem, mens de plyndrede byerne i øst undervejs. Slaget, der fulgte, resulterede i, at den rumseljukkiske vesir blev dræbt, Palaiologos flygtede, og Bayju kom sejrende ud af det. Konya blev kun reddet fra at blive plyndret, fordi Mu’in al-Din Sulayman blev udnævnt til hajib, en titel, som gjorde ham til herskerens eneste talsmand. Kay Ka’us valgte ikke at blive på tronen og samlede i hast sin familie og flygtede til Antalya. Senere søgte han tilflugt ved den byzantinske kejsers hof. Fra da af levede Kay Ka’us et liv i usikkerhed og intriger og endte med at bo i Saray på Krim, hvor han døde ca. 679 (1280).

Denne mønt, udstedt kort før disse begivenheder, viser den rumseljukkiske kulturs fortsatte kunstneriske formåen. Kaliffen al-Musta’sims død i 656 H (1258 AD) gjorde det nødvendigt for Kay Ka’us at ændre designet på sine mønter, således at de ikke længere bar den islamiske kalima eller den faldne kalifs navn, derfor er disse på forsiden blevet udskiftet med et kort, fromt udbrud, der kunne bruges af alle.