Dolk med klinge af wootz-stål samt hæfte og skede af forgyldt sølv indlagt med opak og transparent emalje

Dolke med timeglasformede hæfter kendes fra mange steder i den islamiske verden. Denne dolk har en dekoration i champlevé-emalje og sølv, der er sammenhængende i udtryk hen over hæfte og skede, og kompositionen er ens på for- og bagside. Bortset fra enkle blomstrende planter og planteornamenter er dolken helt dækket af felter med indskrifter af religiøs art. Der er tale om citater fra Koranen samt bønner og påkaldelser, der omtaler Ali.¹ Skjult på oversiden af skedens vandrette munding – og kun synlig, når dolken er ude af sin skede – er indgraveret navnet på dens skaber: ”Ramazan Beg søn af Kalb Ali Beg”.

Dolkens mange referencer til Ali afslører, at den må være skabt i en shiitisk kontekst, og man har tidligere foreslået, at den skulle stamme fra Iran.² To andre dolke med teknisk og dekorationsmæssigt set lignende hæfter (de har mistet deres skeder) er også blevet tilskrevet Iran.³ Den ene af disse bærer dateringen 1696. Meget taler dog for, at hele gruppen i stedet er fremstillet i Deccan i det sydlige Indien omkring 1700, sådan som det også er blevet foreslået for endnu en beslægtet dolk i al-Sabbah-samlingen.⁴ Modsat de øvrige er denne dolk nemlig forsynet med et typisk indisk hæfte. I Deccan var shia-islam også udbredt, og herfra stammer en anden gruppe beslægtede metalarbejder, der gerne dateres fra midten til slutningen af det 17. århundrede. Det er tale om tiggerskåle og andre skåle i bronze og kobber, hvis dekoration udelukkende består af indskrifter, gerne med shiitisk ordlyd (61/1998).⁵

Hvad champlevé-teknikken angår, så havde den portugisiske koloni Goa mod vest fra 2. halvdel af det 16. århundrede fungeret som brohoved for udbredelsen af denne europæiske emaljeteknik på det indiske subkontinent (se 34/2019). Enkelte sølvarbejder med emalje og med markante indskrifter som dolkens er også tidligere blevet tilskrevet det 17. århundredes Deccan.⁶