Safaviderne og deres efterfølgere

Under shah Abbas 1. oplevede Det Safavidiske Rige et politisk og kulturelt højdepunkt. Osmannerne trængtes tilbage, og de økonomiske forbindelser til mogulernes Indien suppleredes med nye kontakter til de europæiske magter. Dette bidrog afgørende til landets rigdom langt ind i det 18. århundrede og medførte en frugtbar kulturel påvirkning fra både øst og vest. I Isfahan anlagdes en helt ny bydel omkring en monumental plads med store, flisebeklædte bygningsværker, og byen udviklede sig til et internationalt handelscentrum. Kunstproduktionen støttedes aktivt af hoffet, der anlagde værksteder til fremstilling af tæpper og silketekstiler i en hidtil uset kvalitet. Safaviderne var også store bogelskere, og miniaturemaleriet blomstrede – i stigende grad også tilskyndet af efterspørgslen fra et velhavende borgerskab. Keramik masseproduceredes i former og med dekorationer, der var påvirket af kinesisk porcelæn.

I løbet af det 18. århundrede oplevede Iran et stigende politisk pres fra de ekspanderende europæiske magter, bl.a. fra Rusland, og samtidig blev indflydelsen fra europæisk kultur mere og mere dominerende. Den reelle magt i Iran blev nu kortvarigt overtaget af afshariderne (1736-1796) og zand-dynastiet (1751-1794), der regerede i et opsplittet Iran på vegne af politisk set magtesløse safavidiske shaher. Først med qajarerne (1779-1925) samledes riget på ny under én herskerfamilie, der regerede fra den nye hovedstad Teheran.

Det timuridiske område i Centralasien blev aldrig erobret af safaviderne. I stedet havde efterkommere af mongolerne, usbekerne, slået sig ned her og fra omkring 1500 oprettet en række sunni-muslimske khanater (riger). På trods af at de usbekiske khanater ofte knyttede alliancer med osmannerne mod det shiitiske Iran, var kunsten i det 17. og 18. århundredes Bukhara og Samarkand stærkt påvirket af safavidernes kunst.