De ayyubidiske herskere over Aleppo, 582-658 H/1186-1259 AD

Faktuelle oplysninger
Dynasti
De ayyubidiske herskere over Aleppo, 582-658 H/1186-1259 AD
Hersker og datoer
Ghiyath al-Din al-Zahir Ghazi ibn al-Nasir Yusuf 1., (582-613 H/1186-1216 AD)
Mønt navn
Halab – Aleppo i det nordlige Syrien
Dato
598 H (1201-1202 AD)
Metal
Sølv dirhem
Vægt
2,89 g
Mål
20,0 mm
Inventar nr.
C 408
Indskrift & design

Forside

Midterfelt

I en sekstakket stjerne: al-imam / al-nasir ahmad / al-malik al-’adil / abu bakr
“Imamen, al-Nasir Ahmad, Den Retfærdige Konge, Abu Bakr”.

I omskriftsdelene

Kl. 1: la ilah, kl. 11: illa, kl. 9: allah, kl. 7: muhammad, kl. 5: rasul, kl. 3: allah
“der er ingen gud uden Gud, Muhammad er Guds sendebud”.


Bagside

Midterfelt

I en sekstakket stjerne: al-malik / al-zahir ghazi / ibn yusuf ibn / ayyub
“Kongen, al-Zahir Ghazi ibn Yusuf ibn Ayyub”.

I omskriftsdelene

Kl. 1: duriba, kl. 11: bi-halab, kl. 9: sana, kl. 7: thaman wa, kl. 5: tis’in, kl. 3: wa khamsmi’a
“præget i Halab i året otte og halvfems og fem hundrede”.

Historisk note

Al-Zahir Ghazi var Saladins tredje og mest talentfulde søn og blev af faderen udnævnt til fyrstelig guvernør over Aleppo i 582 H (1186 AD). Han blev imidlertid aldrig leder af den ayyubidiske hovedlinje i Egypten og Syrien, for da Saladin døde i 589 (1193), blev det al-Zahirs ældste bror al-’Aziz ’Uthman, der efterfulgte faderen. Dette forårsagede et bittert brud mellem al-’Aziz og den yngre bror al-Afdal, men al-Zahir selv involverede sig ikke i konflikten. Al-’Aziz’s og onkelen al-’Adil Abu Bakrs styrker drev al-Afdal ud af Damaskus, og al-’Adil blev udnævnt til vicekonge i Egypten.

Da al-’Aziz døde efter at have regeret i seks år, efterfulgtes han af sin 10-årige søn al-Mansur Muhammad. Men han døde også blot et år efter. I denne periode var den egyptiske hærs loyalitet splittet mellem al-Afdal og al-’Adil Abu Bakr, som besteg den egyptiske trone i 596 (1199).

Al-Zahir begyndte først efter Saladins død at præge mønter i sit eget navn i kongedømmet Aleppo, idet han brugte det samme, karakteristiske sekstakkede stjernedesign, som faderen havde indført i 579 (1183). Denne model blev standard ikke kun i Aleppo, men også i Jazira under de artuqidiske herskere over Mardin og lu’lu’iderne fra Mosul, indtil il-khanen Hülegüs erobringer i 656 H.

På forsiden står kalima’en i omskriftsdelene, mens kaliffens navn står i midterfeltet som herskerens åndelige overherre, ofte fulgt af navnet på en anden hersker og nabo som en verdslig overherre eller særlig tæt allieret. På denne mønt er den verdslige overherre al-’Adil Abu Bakr, al-Zahirs onkel, som på dette tidspunkt var leder af den ayyubidiske familie.

Copyright 2022 © - Davids Samling