Nyere Dansk Samling

TwoColumnTextBlock

Dansk kunst fra den tidlige modernisme

Nyere dansk samling rummer malerier, skulpturer og kunsthåndværk fra ca. 1890-1950, deriblandt betydningsfulde værker af Vilhelm Hammershøi og J.F. Willumsen. I modsætning til museets to andre samlinger, er stort set alle værker erhvervet af museets stifter C.L. David.

 

Allerede fra barnsben blev C.L. David fortrolig med dansk kunst. En vigtig baggrund for dette var hans tante, kunstneren Agnes Lunn (1850-1941), som tog ham med på museer og introducerede ham for generationen af danske kunstnere fra den tidlige modernisme. Senere fik også venskabet med museumsdirektørerne Emil Hannover (1864-1923) og Vilhelm Slomann (1885-1962) afgørende betydning for C.L. Davids interesse for dansk såvel som europæisk kunst og kunsthåndværk, ligesom hans engagement i bestyrelserne på Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark), Den kgl. Porcelainsfabrik og Dansk Skulpturforening var med til at give ham et førstehåndskendskab til sin samtids kunst.

 

Fra 1910 voksede C.L. Davids samling af nyere dansk kunst støt. I 1917 købte han ejendommen Kronprinsessegade 30, og i de efterfølgende år blev store dele af samlingen blev udstillet i de nyindrettede udstillingssale på ejendommenes øverste etage.

 

Efter C.L. Davids død i 1960 rettede museet fokus mod dets to øvrige samlinger – i særdeleshed den islamiske samling. Det medførte, at en betydelig del af de danske værker kom på magasin eller blev deponeret på andre danske kunstmuseer. Men i 1995 vendte værkerne tilbage til museet i forbindelse med udstillingen ’Dansk kunst i Davids Samling – fra Philipsen til Saxbo’.

 

Efter museets omfattende ombygning og genåbning i 2009 kom store dele af Nyere dansk samling atter frem i lyset på Davids Samling, og i dag udstiller vi med jævne mellemrum et udvalg af værker i forbindelse med særophængninger og udstillinger.

ItemSliderBlock
VisitUsBlock

Besøg os og fortab dig i kunsten