I forbindelse med genåbningen af Davids Samling åbner samtidig en ny særudstilling.
Kamp, jagt og pragt. Våben fra den islamiske verden 1500-1850

Ny særudstilling og bogudgivelse
Det er så fint, at jeg ikke engang for et øjeblik ønsker at skille mig fra det. Det er mere værdifuldt for mig end alle de kostbare ædelsten i skatkammeret.
(Den indiske mogulkejser Jahangir (r. 1605-1627) om grebet på en udsøgt dolk).
Oplev de islamiske fyrsters fascinerende våbenarsenal – til brug på slagmarken, ved jagten og i forbindelse med hoffernes ceremonier.
Hvorfor vise islamiske våben?
For mange kan begrebet våben have en negativ klang, men det er værd at huske på, at våben i sig selv er neutrale redskaber, som mennesker overalt på jorden har brugt til alle tider. Langt de fleste våben er skabt til mænd – det gælder også i den islamiske verden – hvor de fineste og rigest forarbejdede eksemplarer hverken var beregnet til kamp eller jagt, men kan betragtes som en slags mandlige smykker og statussymboler. Der er lagt en kolossal teknologisk viden og kunstnerisk kreativitet i forarbejdelsen af disse ofte spektakulære og juvelbesatte genstande – men tag ikke fejl, der er stadig tale om fuldt funktionelle våben!
Hvad kendetegner bl.a. de islamiske våben?
Udstillingen belyser indledningsvis den særlige tradition, der ligger bag den islamiske verdens brug af våben. Furusiyya udgør den islamiske verdens ridderlære: Den praktiske uddannelse og moralske dannelse, som udgjorde fundamentet for den ædle, islamiske kriger. Våbnene selv er ofte forsynede med indskrifter, der både kan være citater fra Koranen, der anses at være lykkebringende, eller andre, der f.eks. fortæller om hvem, der har fremstillet dem og ejet dem og hvornår. Ofte er der tale om kalligrafi af meget høj kvalitet, og teksterne kan være indlagt med guld. Også våbnenes særlige indsamlings- og udstillingshistorie berøres – både i den islamiske verden og i Vesten.
Hvilke typer våben og hvordan brugtes de?
Udstillingen rummer tre overordnede temaer, der illustrerer de forskellige sammenhænge, hvori de islamiske våben primært fandt anvendelse: kamp, jagt og pragt. Her kan man se eksempler på mange af de forskellige typer våben og våbenrelaterede genstande, der var karakteristiske for den islamiske verden: Blankvåben, så som dolke, sværd og krumsabler, samt skydevåben som refleksbuer og geværer. Dertil kommer udstyr til beskyttelse så som hjelme, brynjer og skjolde samt den slags genstande, der i stedet fungerede som signalgivere, f.eks. standarter, trompeter og trommer. I en af udstillingens sektioner belyses disse forskelligartede genstandes praktiske funktioner på slagmarken.
Jagt var en prestigefyldt beskæftigelse for de muslimske fyrster, og de udviklede mange forskellige typer. Jagtens særlige status indebar også, at byttedyr og andre dyr benyttet under jagten ligefrem blev motiver til dekoration af våben, sådan som man kan se det i en anden sektion. En tredje sektion er viet til den vigtige rolle, som våben og våbenrelaterede genstande spillede i mere ceremonielle sammenhænge, som for eksempel audienser, hvor herskerne modtog deres undersåtter, og gaveudvekslinger mellem herskerne og eliten, eller herskerne imellem. Igennem hele udstillingen giver miniaturemalerier og forstørrelser af disse iøjnefaldende vidnesbyrd om de forskellige måder, hvorpå montrernes våben er blevet anvendt i deres samtid.
Hvor stammer udstillingens våben fra?
Våbnene er i sin tid blevet fremstillet i et område, der spænder fra Nordafrika i vest til Indien i øst. I dag befinder de sig dog alle i danske samlinger, hvortil nogle allerede er ankommet i begyndelsen af det 17. århundrede. Genstande fra Davids Samling er efter et større detektivarbejde i rigt mål blevet suppleret af andre fra Nationalmuseet, Rosenborg Slot, Designmuseum Danmark og fra en betydelig privat samling. Mange af disse genstande udstilles nu for første gang.
Publikation
Udstillingen ledsages af en større og gennemillustreret publikation på 296 sider med en række artikler, der relaterer sig til udstillingens emner samt et katalog over de 151 udstillede genstande. Pressemeddelelse om udgivelse af bogen hos Strandberg Publishing kan læses her. Bogen sælges på museet til en pris af kr. 349,95.
Udstillingsperiode
Udstillingen løber fra 21. april 2021 til 2. januar 2022.
Presseadgang
På grund af corona-situationen indkaldes ikke til et egentligt pressemøde. Uanset om museet er genåbnet for publikum, er interesserede journalister (én person ad gangen) imidlertid velkomne til at tilmelde sig for at besøge udstillingen sammen med en kurator på hverdage mellem kl. 9.30 og 15.00 fra fredag den 26. marts. Et eksemplar af kataloget vil blive udleveret. Individuelle besøg uden en ledsager fra museet kan først finde sted, så snart museet igen er åbent.
Udvalgte billeder







Museumstekniker til Davids Samling
Davids Samling søger en ansvarsbevidst og kompetent museumstekniker med ansvar for sikring og it.
Davids Samling er et privat, fondsejet museum beliggende i hjertet af København, med en af verdens fineste
samlinger af kunst fra den islamiske verden og nyere dansk og ældre europæisk kunst og kunsthåndværk.
Du får en central rolle i at drive og videreudvikle museets sikringssystemer og ansvar for daglig opfølgning af
vores forskellige it-systemer. Du skal samtidig være med i udviklingen og implementeringen af museets
arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
• Vedligeholdelse og optimering af museets sikringssystemer.
• Drift og support af museets it-systemer i samarbejde med eksterne partnere.
• Deltage i opsætning af tekniske og digitale løsninger i forbindelse med udstillinger.
• Deltage i udviklingen og implementering af museets bæredygtighedsinitiativer og grønne omstilling.
Du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor der er ressourcer til at tænke ambitiøst og
langsigtet. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger, som alle har stor kærlighed til
museet og samlingerne. Hverdagen hos os er kendetegnet ved godt humør og høje ambitioner udfoldet i
smukke omgivelser.
Du refererer til museumsforvalteren og indgår i teknikafdelingen, som består af medarbejdere med
ansvarsområder inden for vagttjeneste, opsyn, sikring, it, udstillingsopbygning, kunsthåndtering og rengøring.
Både i afdelingen og på museet generelt har vi en uformel omgangstone og lægger vægt på et godt socialt
arbejdsmiljø.
Om dig:
• Du har en teknisk eller håndværksmæssig baggrund og erfaring med sikring og tekniske anlæg.
• Du har interesse for bæredygtighed og grøn omstilling.
• Du er detaljeorienteret, ansvarsbevidst og god til at skabe struktur i din opgaveløsning.
• Du arbejder godt både selvstændigt og i samarbejde med kolleger.
• Du har en ren straffeattest.
Ansættelsesvilkår:
Stillingen er en fuldtidsstilling. Du ansættes som funktionær på individuel kontrakt med løn, pension mm. efter
aftale.
Ansøgningsfrist:
Du skal søge senest den 22. juni 2025 kl. 16, og vi håber du kan starte 1. august 2025.
Første samtale forventes afholdt d. 24. og 25. juni. Ansøgning, CV og relevante bilag sendes til
[email protected] med emnefeltet: "Museumstekniker".
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte museumsforvalter Simon Heide på telefon 3373 4949 eller
e-mail [email protected]

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar
I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.

Mere end Ord. Kalligrafi fra den islamiske verden.
Fra den 24. maj kan du gå på opdagelse i den islamiske kalligrafi som kunstart og dens historie, når Davids Samling åbner dørene til særudstillingen ”Mere end ord – kalligrafi fra den islamiske verden”. Og titlen skal tages helt bogstaveligt, for ordene og de smukke bogstaver antager flere betydninger.

Samlerens Valg
Fra den 12. maj viser Davids Samling en udstilling med nyere dansk kunst, primært købt af C.L. David selv.