Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd

Må man? Har man? Hvor og hvordan? Ny særudstilling stiller skarpt på et kontroversielt emne: Menneskefiguren i islamisk kunst.

Om udstillingen

Den 24. november åbner Davids Samling særudstillingen: Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd.
Udstillingen viser 75 hovedværker fra store dele af den klassiske islamiske verden frem til ca. 1850, og de rummer alle gengivelser af mennesker.

Mange tror, at det ikke er tilladt at afbilde mennesker inden for den islamiske kultursfære, og i hvert fald ikke profeten Muhammad. Det er dog en sandhed med modifikationer. Mens nogle muslimer har kritiseret og ligefrem ødelagt gengivelser af mennesker, idet de ansås for at være afgudsbilleder, så har andre lige fra den allertidligste tid ladet fremstille kunstværker, hvor menneskefigurer indgik som en væsentlig del.
De optræder på alt fra brugsgenstande som keramiske fade, indlagte metalgenstande og tekstiler til arkitektur. Man støder dog især på menneskefigurer i de detaljerige miniaturemalerier, der illustrerer manuskripter eller optræder som selvstændige kunstværker.

Udstillingen sætter fokus på de forskellige måder, hvorpå menneskefiguren er indgået i islamisk kunst, fra ornament og symbol over videnskabelige diagrammer til fortællende illustrationer og enkeltstående malerier eller tegninger.

Udstillingens kunstværker er især fremstillet til den muslimske verdens øverste samfundslag, og en dominerende tematik er ”Fyrsten og hoffet”, hvor man både kan se egentlige herskerportrætter og gengivelser af fyrsternes offentlige såvel som mere afslappede, private liv.
I ”Den religiøse sfære” er der afbildninger af mange af de mænd og kvinder, som islam har til fælles med jødedommen og kristendommen, for eksempel Noa, kong Salomon samt Jesus og Maria. Også profeten Muhammad ses på flere malerier, ligesom de mange personer, der i efterfølgende perioder har viet deres liv til Gud.

I mange tilfælde er det slående, at der ikke er stor forskel på, hvorledes gengivelser af mennesker optræder i den islamiske verden i forhold til vesten. Under temaet ”Kærlighed” er der således både eksempler på forelskelse, ulykkelig kærlighed, erotisk begær og kærlighed til Gud.

De udstillede værker er alle fra museets egne samlinger. Flere er nyerhvervede og vises nu for første gang – for eksempel ”Dervishen fra Faryab krydser floden på sit bedetæppe”, som afbildes herover.

I forbindelse med udstillingen publiceres et fyldigt katalog af Davids Samling i samarbejde med Strandberg Publishing, som omtaler kataloget som et ’pragtværk’, se link til pressemeddelelsen her.

Forfatterne er museumsdirektør Kjeld von Folsach og museumsinspektør Joachim Meyer fra Davids Samling. Kataloget rummer desuden et kapitel af professor ved Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, der behandler menneskefiguren i den islamiske verden ud fra et nutidigt perspektiv.

For presseeksemplarer af kataloget og pressefotos, kontakt presseansvarlig Mette Wibeck på [email protected] eller på telefon 40 75 34 76. Se også pressekit på www.strandbergpublishing.dk/presse.

Udstillingen løber fra den 24. november 2017 til 13. maj 2018.
Der er gratis adgang til museet og særudstillingen.

Davids Samling
Kronprinsessegade 30
1306 København K
Tlf. 33 73 49 49
www.davidmus.dk

Mere presse
22.6.2025

Museumstekniker til Davids Samling

Davids Samling søger en ansvarsbevidst og kompetent museumstekniker med ansvar for sikring og it.

Davids Samling er et privat, fondsejet museum beliggende i hjertet af København, med en af verdens fineste 
samlinger af kunst fra den islamiske verden og nyere dansk og ældre europæisk kunst og kunsthåndværk.
Du får en central rolle i at drive og videreudvikle museets sikringssystemer og ansvar for daglig opfølgning af 
vores forskellige it-systemer. Du skal samtidig være med i udviklingen og implementeringen af museets 
arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
• Vedligeholdelse og optimering af museets sikringssystemer.
• Drift og support af museets it-systemer i samarbejde med eksterne partnere.
• Deltage i opsætning af tekniske og digitale løsninger i forbindelse med udstillinger.
• Deltage i udviklingen og implementering af museets bæredygtighedsinitiativer og grønne omstilling.

Du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor der er ressourcer til at tænke ambitiøst og 
langsigtet. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger, som alle har stor kærlighed til 
museet og samlingerne. Hverdagen hos os er kendetegnet ved godt humør og høje ambitioner udfoldet i 
smukke omgivelser.

Du refererer til museumsforvalteren og indgår i teknikafdelingen, som består af medarbejdere med 
ansvarsområder inden for vagttjeneste, opsyn, sikring, it, udstillingsopbygning, kunsthåndtering og rengøring. 
Både i afdelingen og på museet generelt har vi en uformel omgangstone og lægger vægt på et godt socialt 
arbejdsmiljø.

Om dig:
• Du har en teknisk eller håndværksmæssig baggrund og erfaring med sikring og tekniske anlæg.
• Du har interesse for bæredygtighed og grøn omstilling.
• Du er detaljeorienteret, ansvarsbevidst og god til at skabe struktur i din opgaveløsning.
• Du arbejder godt både selvstændigt og i samarbejde med kolleger.
• Du har en ren straffeattest.

Ansættelsesvilkår:
Stillingen er en fuldtidsstilling. Du ansættes som funktionær på individuel kontrakt med løn, pension mm. efter 
aftale.

Ansøgningsfrist:
Du skal søge senest den 22. juni 2025 kl. 16, og vi håber du kan starte 1. august 2025.

Første samtale forventes afholdt d. 24. og 25. juni. Ansøgning, CV og relevante bilag sendes til 
[email protected] med emnefeltet: "Museumstekniker".

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte museumsforvalter Simon Heide på telefon 3373 4949 eller 
e-mail
[email protected] 

21.3.2025

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar

I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.

19.4.2024

Mere end Ord. Kalligrafi fra den islamiske verden.

Fra den 24. maj kan du gå på opdagelse i den islamiske kalligrafi som kunstart og dens historie, når Davids Samling åbner dørene til særudstillingen ”Mere end ord – kalligrafi fra den islamiske verden”.  Og titlen skal tages helt bogstaveligt, for ordene og de smukke bogstaver antager flere betydninger. 

27.4.2023

Samlerens Valg

Fra den 12. maj viser Davids Samling en udstilling med nyere dansk kunst, primært købt af C.L. David selv.

Copyright 2022 © - Davids Samling