Fra den 12. maj viser Davids Samling en udstilling med nyere dansk kunst, primært købt af C.L. David selv.
Samlerens Valg

Pressemeddelelse
Davids Samlings stifter, C.L. David, erhvervede tidligt i sit liv som samler en række værker af danske kunstnere fra sin egen samtid. Værkerne blev i vid udstrækning pakket væk, da David døde i 1960, hvor man prioriterede i højere grad at bruge museets begrænsede plads til den europæiske samling af kunst fra det 17. – 19. århundrede og ikke mindst til den stadigt voksende samling af islamisk kunst. Sådan er det fortsat i dag, hvor samlingen af nyere dansk kunst kun udstilles med års mellemrum.
Fra den 12. maj 2023 kan du endelig (gen)opleve malerier, skulpturer og kunsthåndværk fra slutningen af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede med betydningsfulde værker af kunstnere som Vilhelm Hammershøi, J.F. Willumsen, Theodor Phillipsen, Peter Hansen, Agnes Lunn og Axel Salto, når vi slår dørene op for særudstillingen Samlerens Valg – C.L. David og nyere dansk kunst.
Davids egen samling
Samlingen af nyere dansk kunst rummer ikke alene værker af nogle af dansk kunsts absolutte sværvægtere. Den rummer også et spændende kig ind i samlerens personlige præferencer. For hvor museet Davids Samling i dag er kendt for sin stadigt voksende bestand af islamisk kunst, er samlingen af nyere dansk kunst næsten udelukkende skabt af David selv.
Værker af danske kunstnere var noget af det første, David købte, da han som ung og driftig sagfører i starten af det 20. århundrede skulle købe kunst til sit hjem, og han erhvervede altså en betydelig del af værkerne længe før, han tænkte sin kunst ind i en museal sammenhæng – og han fortsatte med at samle dansk kunst fra sin egen samtid frem til sin død. Det er kunst, han har købt til sin egen glæde, og som han har boet med, og sidenhen er det også den kunst, han indrettede særlige rum til, da han flyttede til Kronprinsessegade 30 i 1917.
Den røde tråd
Vilhelm Hammershøis Åbne døre, Peter Hansens Gødningssamlere og J.F. Willumsens Pottemagervase. Denne samling huser flere ikoniske værker, der har en vigtig plads i dansk kunsthistorie – og i Davids Samling. Men når man forsøger at blive klogere på, hvorfor værkerne er endt i Davids Samling, kommer ens søgen hurtigt til kort, for der er stadig rigtig meget, vi ikke ved om, hvornår David har gjort sine køb og hvorfor.
Ligeledes må man også være sig bevidst, at en stor del af de nyere danske værker blev solgt fra i løbet af 1960’erne, og det kan alt sammen være med til at gøre det svært lige umiddelbart at se den røde tråd i samlingen. Og så alligevel: der er genre- og åndsfællesskaber; kunstnere, der har gået på den samme skole og som har færdedes i samme kredse - også med David.
Udstillingen Samlerens Valg – C.L. David og nyere dansk kunst er hverken tematisk eller kronologisk funderet, men er opbygget efter kunstnere og værker, der deler en periode, en omgangskreds eller en æstetik.
Det er et spændende møde med en personlig kunstsamling og en lang række vigtige, danske værker, hvoraf enkelte aldrig tidligere har været udstillet.
Udstillingen ledsages af en mindre publikation, der foruden udvalgte katalogtekster, behandler Davids interesse for dansk kunst, ligesom der udstillingsperioden igennem på museets digitale platforme vil kunne opleves korte film, der sætter spot på spændende værker og vinkler i Davids egen samling.
For yderligere info om udstillingen, kontakt digital redaktør Christine Løkkebø på c.løkkebø@davidmus.dk eller museumsinspektør Anette Lindbøg Karlsen på [email protected]
Udvalgte billeder







Museumstekniker til Davids Samling
Davids Samling søger en ansvarsbevidst og kompetent museumstekniker med ansvar for sikring og it.
Davids Samling er et privat, fondsejet museum beliggende i hjertet af København, med en af verdens fineste
samlinger af kunst fra den islamiske verden og nyere dansk og ældre europæisk kunst og kunsthåndværk.
Du får en central rolle i at drive og videreudvikle museets sikringssystemer og ansvar for daglig opfølgning af
vores forskellige it-systemer. Du skal samtidig være med i udviklingen og implementeringen af museets
arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
• Vedligeholdelse og optimering af museets sikringssystemer.
• Drift og support af museets it-systemer i samarbejde med eksterne partnere.
• Deltage i opsætning af tekniske og digitale løsninger i forbindelse med udstillinger.
• Deltage i udviklingen og implementering af museets bæredygtighedsinitiativer og grønne omstilling.
Du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor der er ressourcer til at tænke ambitiøst og
langsigtet. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger, som alle har stor kærlighed til
museet og samlingerne. Hverdagen hos os er kendetegnet ved godt humør og høje ambitioner udfoldet i
smukke omgivelser.
Du refererer til museumsforvalteren og indgår i teknikafdelingen, som består af medarbejdere med
ansvarsområder inden for vagttjeneste, opsyn, sikring, it, udstillingsopbygning, kunsthåndtering og rengøring.
Både i afdelingen og på museet generelt har vi en uformel omgangstone og lægger vægt på et godt socialt
arbejdsmiljø.
Om dig:
• Du har en teknisk eller håndværksmæssig baggrund og erfaring med sikring og tekniske anlæg.
• Du har interesse for bæredygtighed og grøn omstilling.
• Du er detaljeorienteret, ansvarsbevidst og god til at skabe struktur i din opgaveløsning.
• Du arbejder godt både selvstændigt og i samarbejde med kolleger.
• Du har en ren straffeattest.
Ansættelsesvilkår:
Stillingen er en fuldtidsstilling. Du ansættes som funktionær på individuel kontrakt med løn, pension mm. efter
aftale.
Ansøgningsfrist:
Du skal søge senest den 22. juni 2025 kl. 16, og vi håber du kan starte 1. august 2025.
Første samtale forventes afholdt d. 24. og 25. juni. Ansøgning, CV og relevante bilag sendes til
[email protected] med emnefeltet: "Museumstekniker".
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte museumsforvalter Simon Heide på telefon 3373 4949 eller
e-mail [email protected]

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar
I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.

Mere end Ord. Kalligrafi fra den islamiske verden.
Fra den 24. maj kan du gå på opdagelse i den islamiske kalligrafi som kunstart og dens historie, når Davids Samling åbner dørene til særudstillingen ”Mere end ord – kalligrafi fra den islamiske verden”. Og titlen skal tages helt bogstaveligt, for ordene og de smukke bogstaver antager flere betydninger.

Samlerens Valg
Fra den 12. maj viser Davids Samling en udstilling med nyere dansk kunst, primært købt af C.L. David selv.