Særudstilling: Niels Nedergaard. Fotografier fra Cairo

Ny fotoudstilling med både fotografier og et lille udvalg af billedkunst fra kunstneren Niels Nedergaards tid i 80'ernes Cairo. 

Inspiration fra den egyptiske hovedstad

Nedergaard var ikke kendt for sit fotografi, men for sit maleri. Alligevel giver netop fotografiet et godt indblik i denne kunstners yderst originale værk, påvirket af æstetik og kultur fra Mellemøsten.

I 1979 rejste Nedergaard (1944-1987) til Cairo og slog sig ned. I de følgende syv år var den egyptiske hovedstad hans faste base, og med direkte adgang til byens puls og den arabiske arkitektur og ornamentik udviklede han et geometrisk og farvestrålende maleri uden sidestykke i dansk kunst. Fotografierne på udstillingen vidner om den inspiration, som Nedergaard hentede i megabyens fortid såvel som nutid, og såvel om dagen, som om natten.

Det kontrastfyldte Cairo og byens mangfoldige livsformer, det spirituelle liv hos sufierne, og ikke mindst mænd og nattens kulørte lys er blandt de temaer, der dukker op på de relativt få, men til gengæld stærkt personlige fotografier. Det fotografiske materiale ledsages af enkelte tegninger og malerier fra kunstnerens hånd, de fleste udstillet for første gang. Endelig gives der plads til Nedergaards egen stemme: En portrætudsendelse, som blev vist på DR i 1985, kan opleves i udstillingens sidste rum.

Fotografierne på udstillingen stammer alle fra Nedergaards efterladte arkivmateriale hos familie, venner og bekendte. Nogle af fotografierne vises i form af originaltryk, mens andre er nytryk fra mere eller mindre ramponerede negativer, som også findes i det overleverede. Det er ikke altid lige klart, om det er Nedergaard selv, der har trykket på knappen på kameraet, eller om det er venner omkring ham. Sikkert er det dog, at han har brugt og bevaret netop de udstillede aftryk.

Nedergaard vendte tilbage til Danmark i 1986. Han døde året efter som følge af AIDS på Rigshospitalet i København. Stadig i dag fremstår han som en af sin generations markante billedkunstnere og som en sjælden repræsentant for kunstnerisk arbejde i krydsfeltet mellem de østlige og de vestlige traditioner.

Udstillingen er kurateret af kunsthistoriker Johan Zimsen Kristiansen. I forbindelse med udstillingen udgives en bog om Niels Nedergaards tid i Cairo (red. Peter Wandel) med artikler af Johan Zimsen Kristiansen, Jakob Skovgaard-Petersen, May el-Toukhy og Peter Wandel. Rekvirering af bogen kan ske ved henvendelse til forlaget Strandberg Publishing, Sidsel Kjærulff Rasmussen, på [email protected].

Et pressemøde afholdes på museet torsdag den 10. marts kl. 10.15. Tilmelding må meget gerne ske senest den 9. marts til Sonja Wiesener på [email protected].

Mere presse
22.6.2025

Museumstekniker til Davids Samling

Davids Samling søger en ansvarsbevidst og kompetent museumstekniker med ansvar for sikring og it.

Davids Samling er et privat, fondsejet museum beliggende i hjertet af København, med en af verdens fineste 
samlinger af kunst fra den islamiske verden og nyere dansk og ældre europæisk kunst og kunsthåndværk.
Du får en central rolle i at drive og videreudvikle museets sikringssystemer og ansvar for daglig opfølgning af 
vores forskellige it-systemer. Du skal samtidig være med i udviklingen og implementeringen af museets 
arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
• Vedligeholdelse og optimering af museets sikringssystemer.
• Drift og support af museets it-systemer i samarbejde med eksterne partnere.
• Deltage i opsætning af tekniske og digitale løsninger i forbindelse med udstillinger.
• Deltage i udviklingen og implementering af museets bæredygtighedsinitiativer og grønne omstilling.

Du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor der er ressourcer til at tænke ambitiøst og 
langsigtet. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger, som alle har stor kærlighed til 
museet og samlingerne. Hverdagen hos os er kendetegnet ved godt humør og høje ambitioner udfoldet i 
smukke omgivelser.

Du refererer til museumsforvalteren og indgår i teknikafdelingen, som består af medarbejdere med 
ansvarsområder inden for vagttjeneste, opsyn, sikring, it, udstillingsopbygning, kunsthåndtering og rengøring. 
Både i afdelingen og på museet generelt har vi en uformel omgangstone og lægger vægt på et godt socialt 
arbejdsmiljø.

Om dig:
• Du har en teknisk eller håndværksmæssig baggrund og erfaring med sikring og tekniske anlæg.
• Du har interesse for bæredygtighed og grøn omstilling.
• Du er detaljeorienteret, ansvarsbevidst og god til at skabe struktur i din opgaveløsning.
• Du arbejder godt både selvstændigt og i samarbejde med kolleger.
• Du har en ren straffeattest.

Ansættelsesvilkår:
Stillingen er en fuldtidsstilling. Du ansættes som funktionær på individuel kontrakt med løn, pension mm. efter 
aftale.

Ansøgningsfrist:
Du skal søge senest den 22. juni 2025 kl. 16, og vi håber du kan starte 1. august 2025.

Første samtale forventes afholdt d. 24. og 25. juni. Ansøgning, CV og relevante bilag sendes til 
[email protected] med emnefeltet: "Museumstekniker".

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte museumsforvalter Simon Heide på telefon 3373 4949 eller 
e-mail
[email protected] 

21.3.2025

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar

I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.

19.4.2024

Mere end Ord. Kalligrafi fra den islamiske verden.

Fra den 24. maj kan du gå på opdagelse i den islamiske kalligrafi som kunstart og dens historie, når Davids Samling åbner dørene til særudstillingen ”Mere end ord – kalligrafi fra den islamiske verden”.  Og titlen skal tages helt bogstaveligt, for ordene og de smukke bogstaver antager flere betydninger. 

27.4.2023

Samlerens Valg

Fra den 12. maj viser Davids Samling en udstilling med nyere dansk kunst, primært købt af C.L. David selv.

Copyright 2022 © - Davids Samling