Kayqubad havde ikke valgt sønnen Ghiyath al-Din Kay Khusraw 2. som sin efterfølger. Han havde foretrukket en af de to sønner, der var født ham af hans ayyubidiske kone, men Kay Khusraw var den ældste og den eneste af sønnerne, der allerede havde nogen egentlig magt. Han havde ikke faderens beundringsværdige karakter, han var en sorgløs natur, som elskede vin og poesi.

Som det så ofte skete, blev Kay Khusraw 2. betragtet som en tronraner, hvilket førte til, at han lod sine to brødre og deres ayyubidiske mor kvæle, tillige med flere af emirerne ved hoffet. Dette blodbad blev udført efter råd fra Kay Khusraws rådgiver, Sa’d al-Din Köpek, som selv blev henrettet kort tid derefter. Kay Khusraw indså, at han havde brug for en militær succes, fordi disse handlinger havde gjort ham meget upopulær, og det var hans hensigt at uddrive ayyubiderne fra sine sydøstlige grænser og opbygge et forsvar i øst imod den mongolske fremrykning.

Kay Khusraw begyndte imidlertid med at berolige ayyubiderne fra Aleppo ved at lade sin datter ægte deres hersker, al-’Aziz Muhammad, og han giftede sig selv med dennes datter.

Rumseljukkerne var stort set afhængige af en sølvudmøntning præget i den autoritative vægt for en dirhem, 2,97 gram. Det lykkedes dem at skaffe en rigelig tilførsel af sølv fra de rige aflejringer, som fandtes i Taurus-bjergene og andre steder i de seljukkiske områder.

Dog udstedte de ind imellem også en guldmønt, som denne, der er præget i 635 H (1237-1238 AD) kort efter Kay Khusraws tronbestigelse. Disse sjældne rumseljukkiske guldmønter kan ikke have haft en større betydning i handlen, men de er muligvis blevet præget for at imponere Kay Khusraws ayyubidiske svigerfamilie, som ikke havde noget guld selv.