Det umayyadiske kalifat – sufyaniderne, ca. 41-64 H/661-684 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
Højrevendt portræt af den sasanidiske konge Khusraw 2.
Til venstre, bag hovedet står på pahlavi AFZUT / GD, ”måtte hans kongeværdighed vokse”.
Til højre foran ansigtet står på pahlavi MAAWIA AMIR / I-WRUISHNIKAN ”Mu‘awiya De Troendes Hersker”.
Ydre omskrift
Mellem kl. 3 og 6 står bism allah ”i Guds navn”.
Kl. 3, 6 og 9 ses stjerner og halvmåner.
Bagside
Midterfelt
Zarathustrisk ildalter hævet 3 trin, flankeret på hver side af en præst (mabedh) set forfra. Over flammerne, der kommer fra alteret, ses øverst til venstre en lille halvmåne og til højre en lille stjerne.
Til venstre nedad står på pahlavi datoen SIJHL (43).
Til højre står på pahlavi DAP (= Darabjird-Fasa).
Alt er omgivet af en tredobbelt cirkel.
Ydre omskrift
Opdelt i fire dele af stjerner og halvmåner kl. 12, 3, 6 og 9.
Historisk note
Historisk note
De første år under islam var en tid med bitre kampe og stridigheder stammerne imellem og resulterede i mordet på først ‘Uthman ibn ‘Affan i 35 H (656 AD), derefter på profeten Muhammads svigersøn, ‘Ali ibn Abi Talib og efterfølgende afsættelsen af dennes ældste søn Hasan. Imens dette skete, fungerede ‘Uthmans fætter, Mu‘awiya ibn Abi Sufyan, succesfuldt som guvernør over Syrien, bakket op af en stærk hær. Mu‘awiya anså ikke ‘Ali for at være den legitime efterfølger til kalifatet, og i 41 (661) efterfulgte han selv Hasan som den første umayyade-kalif og flyttede sin hovedstad til Damaskus.
Mønterne fra Darabjird, det 5. kura (distrikt) i Fars-provinsen, er de eneste, der bærer Mu‘awiyas navn. Og de er de første til at få en påskrift med titlen ”De Troendes Hersker”. Dette viser tydeligt, at opfattelsen af kalifatet som en kombination af religiøs og verdslig ledelse endnu ikke eksisterer.
Det er også tydeligt, at muslimerne endnu ikke var parate til selv at udstede en særegen mønttype, for sølvdrakmerne – som de prægede i det tidligere sasanidiske rige – var stadig i næsten enhver henseende identiske med de traditionelle mønttyper og kunne derfor let bruges som gangbar mønt i alle de områder, der tidligere havde været under sasaniderne.
Portrættet på denne mønt er af Khusraw 2., Yazdigird 3.s bedstefar. Den frosne datering, det 43. år efter Yazdigird-æraen, blev brugt over omkring 12 år og af 6 forskellige herskere eller guvernører. Man regner med, at mønterne fra Mu‘awiya stammer fra 53 til 54 (673-674).