De umayyadiske guldmønter var skabt med forbillede i dem, der var slået af de byzantinske kejsere. Der var tre møntværdier: solidus, semissis (en halv solidus) og tremissis (en tredjedel solidus).

De to første blev indført af Konstantin 1. den Store, 310 AD og den tredje af Theodosius 1. den Store engang mellem 379 og 395 AD. Mønterne med mindre værdi skulle sandsynligvis afhjælpe den konstante mangel på sølv som møntmateriale i de sene romerske og tidlige byzantinske besiddelser.

I begyndelsen, da kaliffen ‘Abd al-Malik indførte sin store møntreform i 77 H (696 AD), var den lidt lettere dinar den eneste guldmønt, der blev præget. Denne blev udstedt ved siden af en mere rigelig udmøntning af sølvdirhemer mellem 78 og 84, det år i hvilket de fleste sølvmøntværksteder i provinsen blev lukket.

Sandsynligvis har en mangel på mønter begyndt at kunne mærkes omkring 90 (709), for ikke alene blev sølvmøntværkstederne genåbnet, men det var også på denne tid, at den halve dinar (nisf) for første gang blev præget.

Møntens særlige kendetegn var på bagsiden en iøjnefaldende kugle under midterfeltets tredje linje. Denne kan have været det sidste levn af byzantinsk indflydelse og kan sidestilles med globen med et kors hvilende på sig, som ses på den byzantinske semissis.

De halve dinarer er ligesom den hele dinar sandsynligvis alle udmøntet i Damaskus. Man ophørte med at præge møntsorten i 101 (719-720), og kort derefter kom en ny bølge af lukninger af sølvmøntværksteder.