Det umayyadiske kalifat, 65-132 H/685-750 AD

Faktuelle oplysninger
Dynasti
Det umayyadiske kalifat, 65-132 H/685-750 AD
Hersker og datoer
Unavngiven
Mønt navn
Dimashq – Damaskus, det umayyadiske kalifats hovedstad
Dato
Udateret, sandsynligvis præget i begyndelsen af 2. århundrede efter hijra
Metal
Kobber fals
Vægt
2,03 g
Mål
15,5 mm
Inventar nr.
C 20
Indskrift & design

Forside

Midterfelt

En stjerne med 6 stråler.

Omskrift

la ilah illa allah wahdahu
”der er ingen gud uden Gud, Han alene”.


Bagside

Midterfelt

En femtakket stjerne.

Omskrift

duriba hadha’l-fals bi-dimashq
“denne fals er præget i Damaskus”.

Historisk note

I modsætning til prægningen af guld- og sølvmønter blev kobbermønternes design hurtigt noget det lokale møntværksted besluttede. I møntværkstedet i Damaskus blev der eksperimenteret meget, og dette førte mellem årene 77 H til begyndelsen af 130’erne H (696-ca. 750 AD) til mindst 17 forskellige typer kobbermønter.

Det er umuligt at datere denne mønt med nogen sikkerhed, fordi den hverken bærer prægeåret eller navnet på en hersker eller guvernør. Ligesom tilfældet er med præ-reform-kobbermønterne, er den uden nogen symbolik, der kan betragtes som specifikt islamisk.

Ordene ”der er ingen gud uden Gud, Han alene” kunne passe til alle de monoteistiske trosretninger, og “denne fals er præget i Damaskus” er blot en kendsgerning.

Stjernen med seks stråler på forsiden er ligesom den femtakkede stjerne på bagsiden en enkel dekoration. De må have gjort mønten letgenkendelig for analfabeter, og den har ikke været kontroversiel for ligegyldig hvem, der brugte den til sine småindkøb. Den har yderligere gjort det let at huske, når nye fulus [fals i flertal] kom i cirkulation.

Copyright 2022 © - Davids Samling