Jens Juel (1745-1802)
Prinsesse Louise Augusta i tyrkisk dragt, 1785-1786
Olie på lærred
Jens Juel har malet en ung kvinde iført en iøjefaldende påklædning; en orientaliserende dragt i en såkaldt tjerkessisk eller a la circassienne-stil. Dragten – en gylden kjole med lange ærmer, foret med et svagt lyserødt stof, bæltet med de ovale spænder samt den kortærmede blå fløjlskåbe, kantet med hermelin – var på dette tidspunkt, i midten af 1780’erne, ikke en som alle og enhver iklædte sig.[1]
Kvinden i Juels portræt er da heller ikke en hvilken som helst kvinde. Det er den dengang ca. 15-årige prinsesse Louise Augusta af Danmark (1771-1843). Hun var officielt datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, men formodentlig var det Christian 7.s. livlæge, J.F. Struensee (1737-1772), som var hendes biologiske far. Hendes bror var Frederik 6. (B 348). Juels portræt er blevet til omkring det år, hvor Louise Augusta blev gift med hertugen af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, Frederik Christian 2. (1765-1814). Herefter fik hun titlen ’Hertuginde af Augustenborg’.
Qua sin status og position – og angiveligt også sin skønhed – var prinsesse Louise Augusta et midtpunkt i det danske hof i en tid, hvor maskeballer var populære som social omgangsform. Her gjorde klæder og dragter af ”fremmedartet udseende” sig godt, og prinsessens dragt betragtes i dag som et tydeligt bevis på det 18. århundredes fascination af det eksotiske.[2] Louise Augustas orientalske antræk samt den hvide maske, som hun holder i sin højre hånd, bør også anskues som sociale markører i det nøje iscenesatte portræt, hvor stormønstret borddække, den lave sofa med den røde fløjlspude med guldkvast samt det røde draperi og den sortmarmorede søjle i baggrunden sætter rammen.
Juel malede flere gentagelser af dette portræt af Louise Augusta.[3] I det hele taget portrætterede han prinsessen adskillige gange. Blandt andet udførte han et helfigursportræt af hende, der var det første, kongelige portræt, hvor personen er skildret i det fri.[4]
Publiceret i
Publiceret i
V. Winkel & Magnussen (red.): Kunst i privat eje, bd. 1, København 1944, fig. 3, s. 139;
Ellen Andersen:. Moden i 1700-årene, København 1977, s .196-197 (Danske dragter; 1);
Ellen Poulsen: Jens Juel. Malerier i privat eje, Kunstforeningen, København 1982, kat. 42, s. 35;
Ellen Poulsen: Jens Juel. Bd. 1, Katalog, København 1991, kat. 383, s. 121;
Thyge Fønss-Lundberg og Anna Schram Vejlby: Jens Juel. En europæisk mester, København 2021, s. 93;
Et lignede maleri ses i Haydn Williams: Turquerie: an eighteen-century European fantasy, London 2014, s. 101-102, fig. 128;
Anna Krogh-Rosenlund (red.): Jens Juel - under huden, Odense 2025, fig. 16, s. 46, 71;
Fodnoter
Fodnoter
Ud over dette portræt har de kvinder, som har båret en lignende dragt i Juels portrætter, været udenlandske eller skuespillerinder. Se Ellen Andersen: Moden i 1700-årene, København 1977, (Danske dragter; 1), s. 196-200.
Thyge Fønss-Lundberg og Anna Schram Vejlby: Jens Juel. En europæisk mester, København 2021, s. 86-93.
Ud over værket i Davids Samling skulle der eksistere tre andre gentagelser. Se Ellen Poulsen: Jens Juel, Bd. 1, Katalog, København 1991, s. 121.
Jens Juel, Prinsesse Louise Augusta, 1787. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Kammerherre Johan Frederik Lindencrone, 1787
Olie på lærred

Bolette Marie Lindencrone, født Harboe, 1787
Olie på lærred

Kontreadmiralinde Helena Charlotte Lassen, f. Nordtmann, 1801-1802
Olie på lærred

Korsklinten ved Liselund på Møn, 1809
Olie på lærred

