I denne periode undergik de ayyubidiske mønter i øst en forudsigelig tilretning. I stedet for de sædvanlige små kobberfulus (flertal af fals) fundet i Aleppo, blev der indført en ny møntsort, en meget større og tungere kobbermønt, overtaget fra de artuqidiske og zangidiske nabostater for at opfylde behovet i de nye ayyubidiske områder i det nordlige Jazira. På denne tid var fals’en i Egypten sandsynligvis blevet erstattet af glas-jetoner, som oprindeligt var møntvægte, men som efterhånden blev bredt brugt af fatimiderne som byttepenge på markederne i Cairo.

Selv om denne mønt stadig bærer den abbasidiske kalif al-Nasir li-Din Allahs og Saladins navne, går den imod den strenge islamiske tradition ved at vise et menneske og viser hermed tilbage til de byzantinske mønter. Det kan ved første øjenkast virke ejendommeligt, at Saladin – den store kriger mod korsfarerne – ville tillade, at sådanne mønter blev præget i hans navn.

Skønt mønten ikke angiver et møntsted, er det sandsynligt, at Saladins figurative kobbermønter blev præget i et ayyubidisk område omkring byen Mayyafariqin, fordi på det tidspunkt mønten blev præget, havde sådanne mønter været almindelige i næsten 50 år, og de astrologiske symboler var velkendte og accepterede.

Den siddende figur på denne mønt er prosaisk blevet beskrevet som en ”sultan med turban”, men figuren er også blevet betragtet som en personificering af Jupiter, den stærkeste planet, opkaldt efter den øverste af de romerske guder, som ofte blev benyttet til at skildre kongeværdigheden. De forskellige dynastier i området tøvede ikke med at kopiere hinandens kobberdirhemer. Denne mønt er blandt andre prototypen for en, som var identisk mht. designet og blev præget af den artuqidiske hersker over Mardin i det sydøstlige Tyrkiet, Nasir al-Din Artuq Arslan, i årene 634, 635 og 637 H.