Skål af frittegods malet med sort under en klar, turkis glasur

Iran, Nishapur?; 15. århundredes 2. halvdel
H: 13; Diam: 26 cm
Inventarnummer Isl 13
Der findes fire daterede stykker keramik af denne type fremstillet mellem 1469 og 1495. Sammen med anden, senere persisk keramik er de fundet i den afsidesliggende kaukasiske by Kubachi, der var kendt for sin knivproduktion. De har næsten alle huller til ophæng og blev anvendt som dekoration, men de er ikke, som man engang troede, fremstillet i Kubachi, de har blot ved et tilfælde overlevet der.

Mens den elegante dekoration med to granatæbler omgivet af kartoucher med pæoner er inspireret af den, man ser på kinesisk blådekoreret porcelæn, så er farveholdningen med sort under turkis islamisk og går tilbage til det 12. århundrede.
Publiceret i
C.L. Davids Samling : Nogle Studier, København 1948, s. 104-105; 
Omtalt i Arthur Lane: Later Islamic pottery: Persia, Syria, Egypt, Turkey, London 1957, s. 36, note 2;
Kunst fra Islams Verden, 8.-18. århundrede, Louisiana, Humlebæk 1987, kat.nr. 183; 
Kjeld von Folsach: Islamisk kunst. Davids Samling, København 1990, kat.nr. 164;
Kjeld von Folsach: Kunst fra islams verden i Davids Samling, København 2001, kat.nr. 234;