Skrin af elfenben

Sicilien eller Syditalien; 12. århundrede
H: 8,3; L: 15,3; D: 8,7 cm
Inventarnummer 6/1976
Det lille skrin består af elfenbensplader, der ved hjælp af bendyvler er fæstnet til et skelet af træ. Det tilhører en gruppe beslægtede elfenbensarbejder med bemalede dekorationer, der antages at være blevet fremstillet af muslimske kunsthåndværkere på Sicilien eller i Syditalien i det 12.-13. århundrede, efter at dette område var kommet under kristen dominans.

På disse elfenbesarbejder optræder traditionelle islamiske elementer som arabesker, dyremedaljoner og i nogle tilfælde også kufi-indskrifter. Skrinet her udmærker sig desuden ved de malede beslag på siderne og låget, der imiterer metalbeslag.
Publiceret i
Kjeld von Folsach: Islamisk kunst. Davids Samling, København 1990, kat.nr. 281;
Kjeld von Folsach, Torben Lundbæk og Peder Mortensen (red.): Sultan, shah og stormogul: den islamiske verdens historie og kultur, Nationalmuseet, København 1996, kat.nr. 192;
Kjeld von Folsach: Kunst fra islams verden i Davids Samling, København 2001, kat.nr. 407;