Seletøjsbeslag (?) af støbt, graveret og forgyldt bronze

Sicilien eller Spanien; 12. århundrede
H: 8,5; L: 11,2 cm
Inventarnummer 21/1977
Vi ved meget lidt om dette ganske flotte, forgyldte bronzebeslag støbt i et stykke med to kogleagtige vedhæng og et formet som et dyrehoved. Brugen er usikker, men på de plane bagsider sidder fire bøjler placeret således, at det eventuelt kunne passe til grimen på en hest.

Løven med den rejste pote og ørnen med de udspredte vinger findes der motivmæssigt set pendanter til inden for den spanske og sicilianske kunst fra det 11. til det tidlige 13. århundrede. Umiddelbart synes den lidt stive blanding af islamiske og europæiske stiltræk dog at passe bedst til det sicilianske miljø under den normanniske slægt Hauteville eller stauferne.
Publiceret i
Kjeld von Folsach: Islamisk kunst. Davids Samling, København 1990, kat.nr. 379;
Kjeld von Folsach: Kunst fra islams verden i Davids Samling, København 2001, kat.nr. 585;