Niels Hansen Jacobsen (1861-1941)
Krukke, u.å.
Glaseret stentøj

Niels Hansen Jacobsen færdiggjorde sine studier som billedhugger på Kunstakademiet i København i 1888, og efter en længere rejse i Tyskland og Italien bosatte han sig i 1892 i Paris. I sin bolig i atelierkomplekset La Cité Fleurie på 65 Boulevard Arago på Montparnasse, hvor franske keramikere såsom Jean Carriès (1855-1894) og Paul Jeanneney (1861-1920) også boede, begyndte Niels Hansen Jacobsen for første gang at eksperimentere med keramik. På dette tidspunkt var Paris et centrum for moderne kunsthåndværk, der fik tildelt en stadig større betydning på store, årlige udstillinger f.eks. Sociéte Nationale des Beaux-Arts. Hér var der god inspiration at hente for Niels Hansen Jacobsen, der var særlig begejstret for japansk stentøj, der var tidens store samlerobjekt.

Årene i Paris fik en livsvarig indflydelse på Niels Hansen Jacobsens lange kunstneriske virke, der fra 1902 dog udelukkende udfoldede sig på dansk jord – særligt i fødebyen Vejen, hvor han bosatte sig og fik bygget et atelier med brændeovne, så arbejdet med keramikken kunne fortsætte.

Karakteristisk for Niels Hansen Jacobsens keramiske arbejde er bl.a., at han – i modsætning til de fleste andre samtidige danske kunstnerkeramikere – ikke samarbejdede med fagmænd. I stedet lærte han sig selv alle teknikkerne, lige fra æltning, drejning og modellering til støbning, glasering og brænding.¹ I tilfældet med denne krukke har han, sandsynligvis, arbejdet med en drejet form som udgangspunkt. Han har efterfølgende bearbejdet den, både ved at trykke den en smule sammen og udvide den ved mundingen, for på den måde at skabe folder, som glasuren kunne glide ned over. Det færdige resultat er både skævt og disproportioneret, men ikke desto mindre bevidst fra kunstnerens side.