Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
Nøgen kvindelig model, 1910
Olie på lærred

172 x 96,5 cm
Inventarnummer B 319
I perioden 1909-1910 skabte Vilhelm Hammershøi to monumentale modelbilleder, hhv. Stående nøgen kvinde[1] og Nøgen kvindelig model. Det er en af de få gange, hvor han har malet en frit stående, nøgen kvindeskikkelse i fuld størrelse og i et rum, hvis karakter ligger lang fra de private stuer i Strandgade 30. Til trods for, at flere faktorer anses for at spille ind i værkernes tilblivelse,[2] er det svært at give en endelig og altomfattende forklaring på de to modelbilleders udtryk og motiv, samt hvorfor de begge har tilhørt kunstneren frem til hans død.

Det er særlig bemærkelsesværdigt, at Nøgen kvindelig model er uhyre gennemarbejdet. Hammershøi har gjort brug af sin karakteristiske gråtoneskala, og de mange små penselstrøg skaber en varieret overflade, der særligt får baggrunden til at pulsere af liv.

Kvindekroppen er ikke sanselig på samme måde, som man ser i Hammershøis tidlige modelbilleder.[3] Tværtimod. Hammershøi har skabt en særegen kropsnær og nøgtern skildring af en kvindekrop, der er er stærkt belyst, og som er trukket helt frem i billedfladen. Det er ikke nøgenheden som sådan, men derimod mere frontaliteten, den naturlige størrelse og den langtfra nænsomme fremstilling af kroppen, der virker intimiderende i sin saglighed.

Hammershøi døde som 51-årig i 1916. I oktober samme år blev der afholdt en dødsboauktion over hans efterladte værker, der lød på 25 malerier. Hér erhvervede C.L. David Nøgen kvindelig model, hvilket var det første værk af Hammershøi, som blev indlemmet i hans Nyere danske samling, der i dag tæller 14 af kunstnerens værker.
Publiceret i
C.L. David: C.L. Davids Samling, København 1960, s. 27 (omtalt);
Poul Vad i Kjeld von Folsach og Nana Lund (red.): Dansk kunst i Davids Samling – fra Philipsen til Saxbo, København 1995, kat.nr. 39, s. 108-109;
Henrik Wivel: Vilhelm Hammershøi: dansk klassikerkunst, København 1996, fig. 29, s. 24-25, 56, 59;
Anne-Birgitte Fonsmark et al.: Vilhelm Hammershøi, 1864-1916. Danish painter of solitude and light, Ordrupgaard, Charlottenlund, Musée d’Orsay, Paris, Solomon R. Guggenheim Museum, New York 1998, kat.nr. 65, s. 133;
Kirk Varnedoe: Northern light. Realism and symbolism in Scandinavian painting, 1980-1910, Brooklyn Museum, New York 1982, s. 136;
Poul Vad: Hammershøi. Værk og liv, København 2003, 5. udg., s. 338-347;
Sabine Schulze (red.): Nackt! Frauenansichten. Malerabsichten. Aufbruch zur Moderne, Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt am Main, Ostfildern 2003, kat.nr. 43, s. 184-185;
Henrik Wivel: Hammershøi i Davids Samling, København 2017, s. 82-83;
Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner: Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede, København 2018, s. 402-403;
Jean-Loup Champion og Pierre Curie (red.): Hammershøi. Le maître de la peinture danoise, Musée Jacquemart-André, Paris, Bruxelles 2019, kat.nr. 30, s. 128, 133;
Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner (red.): Fremkaldelser. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet, Den Hirschsprungske Samling, København 2021, s. 109, 120-121; 
🇹 item.footnotes
1.
Vilhelm Hammershøi, Stående nøgen kvinde, 1909-10, SMK, inv.nr. KMS3359.
2.
Se Poul Vad: Hammershøi. Værk og liv, København 2003, 5. udg., s. 338-347.
3.
Eksempelvis Vilhelm Hammershøi, Nøgen kvindelig model, 1883, SMK, inv.nr. KMS8612 og Vilhelm Hammershøi, Nøgen kvindelig model, 1889, SMK, inv.nr. KMS3766.