De ghuridiske herskere over Afghanistan og Indien, ca. 390-612 H/1000-1215 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
la ilah illa allah / muhammad rasul allah / al-nasir li-din allah / amir al-mu’minin
“der er ingen gud uden Gud, Muhammad er Guds sendebud, al-Nasir li-Din Allah, De Troendes Hersker”.
Omskriftsdele
Kl. 12: huwwa alladhi arsala, kl. 9: rasulahu bi’l-huda, kl. 6: wa din al-haqq li-yuzhirahu, kl. 3: ‘ala al-din kullihi
”det er Ham, der var sendt, Guds udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion”.
(sura 9, Omvendelse (al-Tawba), del af vers 33)
Bagside
Midterfelt
al-sultan al-a‘zam / mu‘izz al-dunya wa / ’l-din abu’l-muzaffar / muhammad ibn sam
”Den Øverste Sultan, Mu‘izz al-Dunya wa’l-Din (Verdens og Troens Styrker), Sejrens far, Muhammad ibn Sam”.
Omskriftsdele
Kl. 12: duriba hadha, kl. 9: al-dinar fi, kl. 6: shuhur sana, kl. 3: sittmi’a
“denne dinar blev præget i månederne i året seks hundrede”.
Historisk note
Historisk note
Da Ghiyath al-Din Muhammad ibn Sam døde i 599 H (1203 AD), blev broderen Mu’izz al-Din Muhammad ibn Sam ghuridernes leder. Ghiyath al-Din Muhammads navn blev fjernet fra mønterne, og Mu’izz al-Dins titel blev ændret til sultan al-a’zam (Den Øverste Sultan).
Denne ændring i status kan ikke have givet Mu’izz al-Din megen trøst, for de to brødre havde arbejdet effektivt sammen for at bevare deres fælles magt. De havde også bevaret enhed og loyalitet i deres hær, hvilket var en væsentlig årsag til deres succes.
Efter broderens død måtte Mu’izz al-Din nu alene se alle farerne, der omringede ham, i øjnene. Khwarazm-shah-lederen ’Ala al-Din Muhammad prøvede at generobre Khorasan, hvor ghuriderne ikke var populære, men Mu’izz al-Din jog ham tilbage til Khwarazm, og hans hær blev forhindret i at fortsætte felttoget på grund af voldsomme oversvømmelser i området.
Qarakhitajerne tilføjede siden Mu’izz al-Dins hær et knusende nederlag og indtog hele Khorasan bortset fra Herat. Dette nederlag skadede Mu’izz al-Dins militære ry og forårsagede en opstand i Punjab.
Da han kom til Ghaznas byporte, nægtede garnisonen ham at komme ind, og det samme skete, da han fortsatte til Multan. Imidlertid lykkedes det ham at genvinde begge byer, og siden underskrev han en fredsaftale med ’Ala al-Din.
I 602 (1205) drog Mu’izz al-Din til Indien på endnu et felttog, men da han vendte tilbage, blev han myrdet af en ismailittisk udsending ved bredden af Indus. Han blev efterfulgt af sin ineffektive nevø Mahmud ibn Muhammad, men Ghazna kom i hænderne på en ghuridisk general, Taj al-Din Yildiz, som holdt stand over for de tilbageværende af den regerende familie, indtil han blev fordrevet af khwarazm-shaherne i 612 (1215), og således sluttede den ghuridiske periode.
Denne type mønt kopierer designet ”firkant i en cirkel”, som blev introduceret af almohaderne i Marokko 50 år tidligere. Designet var fortsat i brug i Nordafrika, ligesom det også blev brugt af ayyubiderne i Syrien og rumseljukkerne i Anatolien.


