Khwarazm-shah herskerne over Khwarazm og senere over Centralasien, 521-628 H/1127-1231 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
la ilah illa / allah muhammad ra / sul allah al-na / sir li din / allah
“der er ingen gud uden Gud, Muhammad er Guds sendebud, al-Nasir li-Din Allah”.
Omskrift
[muhammad rasul allah] arsalahu bi’l-huda wa din al-haqq li-yuzhirahu [‘ala al-din kullihi wa law kariha al-mushrikun]
”Gud er den, der sendte sin udsending Muhammad med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det”.
(sura 9, Omvendelse (al-Tawba), vers 33)
Bagside
Midterfelt
al-sultan al-a / ’zam ‘ala al-dunya / wa’l-din abu’l-fath / muhammad ibn takash
“Den Store Sultan, Verdens og Troens Hæder, Sejrens Far, Muhammad ibn Takash”.
Omskrift
duriba dinar fi safar sana khams ’ashr wa sittmi‘a
“dinar præget i safar i året femten og seks hundrede”.
Historisk note
Historisk note
Khwarazm-shaherne var et tyrkisk dynasti, og de var først guvernører for seljukkerne, før de grundlagde deres eget styre over Centralasien. Denne mønt efter den traditionelle abbasidiske model blev præget i året 615 H (1218 AD). På dette tidspunkt havde khwarazm-shahernes hersker ’Ala al-Din Muhammad ibn Takash nået højdepunktet med hensyn til magt, idet han havde besejret alle sine omkringboende fjender – qarakhaniderne, qarakitaierne i Nordkina og ghuriderne. Dette gav ham fri mulighed til at forfølge en angrebslysten taktik over for den fjerne kalif i Baghdad, al-Nasir li-Din Allah.
Hans berømmelse bragte ham imidlertid i den mongolske hersker Djengis Khans søgelys i Peking, som ønskede at slutte en venskabs- og fredsaftale med ham. Åbenbart henvendte Djengis Khan sig til ham på en venskabelig måde og kaldte ham ”en af mine kære sønner”, hvilket den muslimske hersker fandt dybt krænkende.
En udsending blev sendt af sted for at undersøge, om historierne om Djengis Khans erobringer i Kina og besættelse af Peking var sande. Selv da ’Ala al-Din erfarede, at det var de, nægtede han at finde sig i, at en vantro henvendte sig til ham som til en søn, fordi det i virkeligheden betød, at han ikke var andet end hans vasal. På trods af dette nåede de to herskere til en aftale, og Djengis sendte en handelskaravane til Utrar ved khwarazm-shahernes østlige grænse.
Khwarazm-shahernes guvernør over Utrar på denne tid var en slægtning af ’Ala al-Din ved navn Inalchuq, og han blev grebet af grådighed ved synet af de rigdomme, som handelsmændene bragte med sig. Han arresterede alle for at spionere og bad ’Ala al-Din om forholdsordrer. Denne havde øjensynligt ingen problemer med, at de blev henrettede, så Inalchuq plyndrede karavanen og myrdede handelsmændene.
Mongolerne protesterede, men ’Ala al-Din nægtede at straffe Inalchuq eller at afgøre sagen ved hjælp af diplomati. Dette gjorde, at Djengis ikke længere lagde bånd på sig selv, men svor at udslette khwarazm-shaherne. En frygtelig plan om hævn, der satte gang i den mongolske fremrykning vestpå ind i den islamiske verden.
